Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Meget let og meget lille

Medieafspiller: Nem at have med overalt, men med lyd- og betjeningsudfordringer.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er en rap lille sag fra Creative, vi har haft med os på flere løbeture. Den vejer kun 45 gram fordelt over 46,5x63 mm, så Zen X-Fi 3 passer perfekt og umærkeligt ned i en lomme, og den ligger godt i hånden.

Medieafspilleren understøtter de gængse lydformater – inklusive det tabsfrie flac-format. Den kan afspille film, vise billeder, modtage radiokanaler og fungere som en diktafon. Det er nemt at overføre data til Zen X-Fi 3 fra sin pc med en USB-nøgle. Du skal bare trække og slippe mellem filmapperne.

Medieafspilleren leverer en fornuftig lydkvalitet til prisen. Vi kunne godt bruge flere muligheder for at finjustere lyden. Du kan dog justere en smule på bas, diskant og fylden i musikken.

Endvidere er der et stort problem med Bluetooth-signalet, som ikke er synderligt kraftigt. Zen X-Fi 3 er designet til lommen, men lægger du den der, vil du opleve, at lyden hakker gevaldigt, fordi signalet ikke er stærkt nok til at penetrere stof. Vi har prøvet med tre forskellige Bluetooth-høretelefoner, og resultatet er det samme. Når vi løber med afspilleren i hånden, oplever vi stadig, at signalet hakker en gang imellem.

Ydermere er det ikke meget bekvemt at betjene Zen X-Fi 3, mens du løber, for knapperne på siden af displayet reagerer kun ved hårde tryk.

Specifikationer

Skærm:2” TFT LCD
Kapacitet:8 eller 16 GB
Batterilevetid: Op til 20 timers musik og 5 timers film
Hukommelseskort: MicroSD, MicroSDHC (op til 32 GB)
Dimensioner: 46,5x63x14 mm
Vægt: 45 gram