Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Medion Akoya MD99030

Godt grafikkort, hurtige tilslutninger og vellydende anlæg er blandt de egenskaber Medion disker op med for under 4.000 kroner.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Medion Akoya MD99030 er udadtil en mere typisk repræsentant for bærbare i klassen under 4.000 kroner. Kabinettet virker mere plasticagtigt. Det er dog for så vidt ganske nydeligt og minder om de seneste serier af Medion Akoya. Det er ikke et fuldstændigt vridningsstabilt kabinet, men absolut acceptabelt.

Det er en bærbar, der har visse styrker og svagheder i forhold til Asus K53E. På mange punkter minder den om Asus-modellen. Den har ligeledes en Intel Core i3-cpu, her dog 2330M-modellen, der er på 2,20GHz. Der er ligeledes 4GB ddr3-ram. Harddisken er til gengæld på 640GB og heller ikke det hurtigste dyr i skoven.

Hvor vandene skiller, er blandt andet, fordi Medion MD99030 foruden den allestedsnærværende Intel-grafik også har et dedikeret Nvidia GeForce GT540M-grafikkort. Det sikrer DirextX11 grafik og langt bedre ydelse i grafiske opgaver end konkurrenten fra Asus. Batterilevetiden er så til gengæld forståeligt nok ikke i helt samme liga med 1 time 29 minutter i ’Klassisk’-testen. I ’Læs’-testen så det nu meget fornuftigt ud.

MD 99030 har en anelse bedre features, blandt andet usb 3.0-porte. Chassiset virker ikke helt så fornemt som det fra K53E, men det fungerer udmærket. Tastaturet er ret lig det hos Asus K53E. Piletasterne er dog lidt klejne, det samme er touchpad’en, der dog stadig giver god kontrol med cursoren.

Touchknapperne bag tastaturet til mediekontrol er også glimrende. Den glimrer ved den indbyggede lyd, der benytter Dolby Advanced Audio 2 og et par fornuftige højttalere. Det er den bedste, vi har hørt for en bærbar i prisklassen. Der er dog en tendens til, at den under belastning bliver ret så varm i siden ved luftudtaget.