Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Masser af bærbar for pengene

HP formår at forene en høj ydelse og brugbarhed med en fornuftig pris.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fornuft er ikke det første ord, der falder en ind, når man overvejer køb af en tilpas hidsig maskine, der kan håndtere både film, musik, foto og gaming. Men fornuftig, det er denne nye HP Pavilion. Den lykkes fint med det ræsonnable kompromis mellem praktik og vildskab.

Det er tydeligvis en bærbar computer rettet udelukkende mod private brugere – i modsætning til især testvinderen fra Dell, som også har ”gener”, der gør den velegnet i business-sammenhæng. Det er der ikke noget negativt i.

Du skal forvente lidt billigere komponenter og en maskine, der ikke er bygget til at køre i timevis hver dag år ud og år ind. Til gengæld får du ofte høj ydelse og endda oftere et flottere design, end med de lidt underspillede business-modeller.

Således også med denne Pavilion 15. Du kan finde en HP-model med omtrent samme specifikationer til højere pris i producentens business-sortiment. Men til privat brug er denne Pavilion godt stykket sammen og formet. Du får et yderst lækkert design, men med udpræget brug af plastik på de steder, hvor det betyder mindre for syn og holdbarhed.

Vi noterer også, som altid fra HP, lydkredsløb fra Beats Audio, hvilket sikrer god, detaljeret lyd, når du lytter til de indbyggede højttalere, og i endnu højere grad, når der tilsluttes eksterne højttalere. Der er saft og kraft i lyden, som klæder musik, film og spil.

Ved gaming og filmvisning står skærmen klart og meget rent i farverne. Der er ingen sløring, når der er hurtige bevægelser, medmindre du virkelig presser computeren ud over dens formåen. Du kan spille de fleste spil med en nogenlunde god opløsning og detaljer.

12 GB ram-hukommelse

Pavilion 15 er dog ikke en decideret gamingmaskine, men en rigtig god multimediemaskine, som du kan benytte til mange andre opgaver. Dens i7-processor er nemlig kvik, og effekten af de 12 GB hukommelse kan mærkes, når der kører mange programmer på samme tid, eller der skal håndteres store billedfiler. Ganske godt til prisen.

Der er en sagte susen fra blæseren, når computeren presses, men den er ikke generende høj, som vi ellers desværre ofte oplever det med HP’s ikke-professionelle serier. Tak for det!

Pavilion er ret let af en 15,6”-model at være og kan derfor sagtens tages med i en taske. Den er noget bred i det, så den fylder godt, men du vil til gengæld nyde den store touchpad når du bruger den.

Desværre er tastaturet ikke det bedste, vi har prøvet. Tasterne giver god feedback, men fingrene har tendens til at glide. Her er der ikke satset på den bedste, dyreste kvalitet.

Alt målt og vejet har HP begået en notebook, der er et solidt kompromis uden på nogen måde at være kedelig. Pavilion 15 er testens bedste køb.

Lydkort, forstærker og højttalere fra Beats Audio sikrer ekstra god lyd, også når du tilslutter eksterne højttalere.

Stor hukommelse

Med 12 GB hukommelse frem for de mere udbredte 8 GB giver HP mulighed for at arbejde med ekstra tunge filer og mange programmer på samme tid.

Lav vægt

Trods 15,6”-skærm og testens bredeste kabinet er computeren testens letteste. De 2,27 kg skaber ingen problemer, når computeren skal med på rejse eller kontor.

[themepacific_accordion] [themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Datatid TechLife mener:

[/themepacific_accordion_section] [/themepacific_accordion]