Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mærkevare til lavpris

Et godt 50 tommer-tv til 8000 kroner – det er et interessant tilbud.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

50 tommer, mærkevare, helt nyt på markedet og med alt det, man forventer af et nyt tv – det må da koste kassen!

Men det gør det faktisk ikke. Den vejledende pris for Sony Bravia KDL-50W805B er 8000 kroner, og det er selvfølgelig mange penge, men mere end rimeligt ved denne skærmstørrelse. Og sandsynligvis kan du inden længe finde det endnu billigere – mange tv-nyheder falder hurtigt i pris, for produktgenerationerne er kortlivede i dag.

Trods prisen er der ikke tale om et tv med klodset design. Det er slående, hvor tynd skærmen er selv med emballage. Det moderne LED-tv fylder ikke meget i dybden, og det er tydeligt, at det nu er blevet både billigt og nemt at implementere den ret komplekse teknologi, der er bygget ind i kabinetterne.

Sony er blandt de tyndeste i testen, men med i ligningen skal det dog nævnes, at strømforsyningen er ekstern og skal gemmes væk bag en reol eller andet sted. Kablet fra strømforsyningen til tv’et er kun godt en meter langt, og umiddelbart er det ikke muligt at forlænge det. Så det kan give nogle indretningsmæssige udfordringer.

Trods den eksterne strømforsyning er det kun den øverste del af tv’et, der er rigtig tynd. Nederst bag på kabinettet sidder en ret tyk klods, som indeholder elektronik og tilslutninger. Ikke noget problem, hvis tv’et stilles på den medfølgende fod, men det betyder omvendt, at du ikke kan få tv’et helt tæt ind til væggen, hvis du ønsker at hænge det op.

Trods den lave pris syner Sony på ingen måde billig. Beklædningen bagpå er billig plast, men rammen omkring panelet er i metal, og rammen er ret tynd ligesom på langt dyrere apparater.

Nem opstart

Under opstarten guides du gennem alle menuer – herunder den trådløse netværksdel. Det er meget brugervenligt, men også en ret langvarig proces.
Den daglige betjening er nem, og du lærer let knapperne at kende. Smart-tv-delen er meget omfattende, så her skal du bruge en del tid, før du er dus med funktionerne og kan scrolle ubesværet rundt mellem de mange muligheder. Men herligt, at der er så meget at vælge imellem.

Billedet har en god farvemætning, og der er fine nuancer i farverne. Detaljerne står ikke skåret ud i granit, og det betyder, at billedet virker homogent og behageligt for øjnene, når du har set fodbold i mange timer.

Sony begår sig godt i et blandet tv-miljø, da det ikke nådesløst afslører et ringe tv-signal, og skærmen formår at følge med, når signalet bliver bedre.
Skærmen har ikke det sortniveau og de brillante farver som det dyrere Panasonic, men det er et meget behageligt billede. Og med ”kun” 50” er det også mindre afslørende over for fejl, når du sidder tæt på end med skærme på 55”.

Sony-produktet er et stort og prisoverkommeligt tv fra en skærmekspert, og det gør det meget tæt på at blive testens bedste køb. Men skærmdiameteren er mindre end på Philips, der også på andre punkter er et hak bedre.