Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

MacBook med mere power og lavere pris

Den lille, hvide MacBook har også fået et løft, som er større, end man umiddelbart kan se. Det mest iøjnefaldende er det såkaldte unibody chassis, som er støbt i ét stykke polycarbonat.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Apple Macbook

Men ellers har man implementeret mange af de fordele, man har i de dyrere MacBook Pro maskiner. Det vil sige op til 7 timers batterilevetid, LED-display og multitouch trackpad i glas. Alligevel er prisen holdt på et par hundrede kroner mindre end den model, den afløser.

Prisen er 7.199 kroner, og til den pris får du en 2,26 Core 2 Duo processor, 2 GB hukommelse, 250 GB harddisk og naturligvis dvd-drev, Bluetooth og WiFi. Skærmen er på 13” og naturligvis med LED baggrundslys.

I praksis føles den nye entry-Mac lækker og gedigen. Den er lidt tung i det (2,13 kg) og også lidt tyk. Men unibody-konstruktionen og den store trackpad i glas, hvor der ikke er én knap (du kan trykke hele enheden ned, når du skal klikke), betyder, at man føler, man sidder med et stykke kvalitet.

Maskinen er frisk, også når du spiller. Her klarer det indbyggede GeForce 9400M grafikkort sig bedre, end vi havde forventet. Du kan køre 3D-spil med rimelig opløsning. Den er ikke i nærheden af at være lige så attraktiv som MacPro-modellerne og på 3D-fronten da også langt fra disse.

Men til prisen får du en hurtig, flot bygget og lækker maskine til overkommelig pris. Sammenlignet med pc-konkurrenter kan du få lidt mere i Windows-lejren, men det er svært at finde nogle der, som har et så enkelt og fuldendt design som denne MacBook.

Den kører naturligvis Windows under Apples Bootcamp, og det kører helt uden problemer, da du kan få software, der giver mulighed for højreklik, printscreen med mere. Næsten alle funktioner, du mangler fra Windows, fås faktisk som gratis software ved at søge lidt på nettet.