Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

MacBook har verdens flotteste skærm

Banebrydende skærm? Tjek. Lynende hurtig? Tjek. Lækkert design? Tjek. Til at betale? Hmm… nej. Apples nyeste bærbare er ikke for hvem som helst.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det skal slås fast med syvtommersøm: Retina-skærmen på den nye MacBook Pro er den flotteste skærm, denne anmelder har set. Overhovedet. Nogen sinde. Opløsningen er overvældende, og farverne er fantastiske. Og som alt andet, der slipper ud af Jonathan Ives designlaboratorium, ser det nye MacBook Pro-flagskib helt fantastisk ud. Det stilrene design, de runde hjørner og det robuste aluminiumschassis gør maskinen helt unik i en verden, der ellers er fyldt med kompromiser. Her er der ingen. Det ligner Ives ufortyndede designdrøm. Det er den ultimative Mac-computer, fyldt med banebrydende teknologi, og det vil tage konkurrenterne lang tid at kunne levere noget, der kan matche. Alligevel skal du tænke dig gevaldigt godt om, inden du kaster friværdien efter computeren, for det er bestemt ikke en maskine for alle og enhver …

Markedsledende skærm
Bortset fra de millimeter, der er snittet af tykkelsen, er Retina-skærmen maskinens største wow-faktor. Skærmens opløsning er på voldsomme 2.880x1.800 pixels. Den almindelige MacBook Pro har 1.440x900 pixels, altså i alt 1.296.000 pixels. Den nye Retina-skærm har fire gange så mange pixels (5.184.000, red.) presset ind på de samme 15,4 tommer. Det er 220 ppi (pixel pr. tomme, red.), mod 110 ppi på den almindelige MacBook-model. En 40 tommer Full HD-fladskærm har til sammenligning 55 ppi. Godt nok sidder man typisk noget længere væk fra en fladskærm, hvorfor ppi’en ikke behøver være så høj, men det giver allige-vel en indikation af, hvor utrolig skarp Retina-skærmen er.

Læg dertil, at Apple har gjort vidundere ved farvedybden og –akkuratessen, ja, skærmen ligner nærmest et vindue til en verden inden i Mac’en. Smid et digitalbillede op på skærmen – specielt 24 mega-pixel-billederne fra undertegnedes nye Nikon D3200 imponerede – så skal du se løjer. Eller rettere; detaljer. Og redigerer du video, kan du få et preview i Full HD-opløsning, 1080p, og stadig have tre millioner pixels til overs på skærmen. Det er overvældende lækkert.

Hjemmesider fra Minecraft
Men der er også ulemper ved Retina-skærmen. Det er kun Apples egne programmer, der er kønne i den verden – eller rettere: de programmer, der er optimeret til Retina-skærmen. Gå ind på en vilkårlig hjemmeside og skrig af rædsel over de kantede pixels, der åbenbarer sig. Selv vores egen T3.dk ligner noget, der er bygget op i Minecraft. Og her nærmer vi os sagens kerne: MacBook Pro Retina er ikke skabt til almindelige brugere. Den er skabt til professionelle fotografer og videofolk, der får kontant udbytte af den imponerende skærm. Maskinen er et fyrtårn, der viser os, hvad vi kan forvente i bærbare til almindelige priser i fremtiden. Vent et år eller to, så er der med garanti Retina-skærm i alle Apples bærbare computere.

Limet og lynhurtig
Helt som forventet er MacBook Pro Retina lynende hurtig. Vi har testet samtlige Mac-maskiner, der har været forbi redaktionen de seneste tre år, i programmet Geekbench 2, og Retina-modellen er den markant hurtigste af dem alle. Med en score på 12.998 point blæser den forbi sidste års MacBook Pro-modeller med næsten tre tusinde point – altså omkring 20 procent. Maskinen starter op – fra slukket – på 16 sekunder og er blot tre-fire sekunder om at vågne fra dvale. Det er imponerende sager. Mit gæt er, at den største gevinst er hentet på at udskifte den mekaniske harddisk med fast hukommelse.

I det hele taget har Apple forsøgt at minimere mængden af mekaniske dele. Ud over at den mekaniske harddisk er skrot-tet, er det optiske drev blevet fyret, og RAM-blokkene er loddet fast på bundkortet. På den måde kan maskinen bibeholde en relativt god batterilevetid på trods af musklerne og skærmen.
Det betyder til gengæld, at du ikke har en jordisk chance for at ændre eller opgradere maskinens konfiguration, når bestillingen er foretaget. Hverken RAM, batteri eller harddisk kan skiftes, som det ellers er kutyme. Det er prisen for det stramme design.

Din grønne samvittighed får også et slag for boven, for maskinen er limet sammen, hvilket gør det stort set umuligt at genanvende dele fra den, når den engang bliver skrottet. Der er heller ikke blevet plads til et ethernet-stik på maskinen – hvis du har brug for kablet netværk, må du investere 250 kroner ekstra i en adapter, der skal sættes i Thunderbolt-stikket.

Skal, skal ikke …
Uden nogen dikkedarer: MacBook Pro Retina er den bedste bærbare Mac, Apple nogen sinde har lavet. Men det betyder ikke, at du partout skal købe den. Arbejder du meget med fotos eller video, og har du brug for en bærbar computer, der kan knuse opgaver i lynfart, så er det en no brainer; du skal have en MacBook Pro Retina. Din pengepung afgør, om det skal være denne store model, eller du kan nøjes med 2,6 GHz processor og 256 GB diskplads. Som privatperson? Står du over for umiddelbar udskiftning af din bærbare compu-ter, og kan du undvære de ekstra penge, så vil jeg anbefale dig at gå efter en Retina-model. Men har du en bærbar, der kan klare et år eller to, så lad være: Vent i stedet til Retina-teknologien er dryppet ned i billigere modeller.