Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Company of Heroes 2

Fortsættelsen til et af de mest roste strategispil plages lidt af teknik-knas og ringe AI.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tidligere i år sikrede Sega sig guldklumpen Relic Entertainment, da fallitboet THQ kom under hammeren. Relic Entertainment stod i 2006 bag den roste Company of Heroes, og under Segas vinger er fortsættelsen Company of Heroes 2 (herefter CoH2) blevet færdig. Forventningerne har været skyhøje, men måske tidspresset har været for stort, for CoH2 kæmper både med teknikken og grafikken.

CoH2 hoster under arbejdet med at fylde en 27-tommers skærm selv i laveste opløsning, og konstante påmindelser – trods anviste opdateringer – om kompatibilitetsproblemer med Windows 7 er belastende. Når disse stopklodser er passeret (eller ignoreret), begynder CoH2 at åbne for den digitale godtepose.

Handlingen er flyttet fra Vesteuropa til Sovjetunionen, hvor den Røde Hær med alle midler skal forhindre Hitlers krigsmaskine i at nå Moderlandets Hjerte: Moskva. Du skal holde bestemte punkter i by og på land og udskrive soldater, sygeplejersker og ingeniører. Det geografiske skifte udnyttes fint, da kulden og menneskesynet er en faktor. Dine mænd skal holdes varme, sneen sløver bevægelserne, og du opfordres af kommentatorstemmen til at bruge løs af de menige for Moder Ruslands skyld. Ofte konstaterer stemmen lakonisk, at din kanonføde har givet det ”ultimative offer”.

Desværre ødelægger den haltende grafik de ellers detaljerede kampe, og den gør det svært at finde skytset, du skal bemande for at have en chance mod tysker-tanken Tiger I.

Det er også svært at lokalisere bestemte enheder, og du må vælge den første og bedste ingeniør-enhed for at få lagt miner. Måske befinder enheden sig i den modsatte ende af slagmarken, og resultatet bliver, at den under heftig beskydning aldrig når frem. AI’en eller spillets ”intelligens” har også huller.

Fra tid til anden står dine mænd passive overfor den fremrykkende fjende og hans pansrede køretøjer i stedet for at gribe deres flammekastere.
Trods irritationsmomenterne er CoH2 et bekendtskab værd. Især stemningen – tilsat en tyk, russisk accent – og det medrivende gameplay vil konstant drive dig tilbage til tasterne for lige at tage en mission mere i enten singleplayer eller en hurtig kamp i multiplayer.

Remember Me
Stemningsmættet sci-fi, hvor heltinden Nilin kæmper for at genvinde sin hukommelse og knuse magthaverne. Kameraet spiller ikke altid med i de hektiske nærkampe, men den futuristiske verden er gennemført.

Deadpool

Kan du ikke få nok af superhelte såsom bio-aktuelle Wolverine, så tag med Deadpool på rejse gennem et bizart univers, hvor næverne taler, og vittighederne falder som styrtskyl.