Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Månedens spil i test: GTA V

Pc-udgaven af Grand Theft Auto er fejende flot, og der er tilmed adgang til at ræse og hærge med andre i GTA Online.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med Grand Theft Auto V (GTA V) åbnede Rockstar for hele godteposen. Spillet osede af lækker grafik og en stemning båret af realistiske figurer og valg med konsekvenser. Tilmed gav det spilleren uanede muligheder for at nå toppen af Los Santos kriminelle hierarki. Nu er pc-versionen endelig landet, og med den har Datatid TechLife kastet sig ud i multiplayer-delen kaldet GTA Online.

For overhovedet at få adgang til dit GTA V skal du tilmelde dig The Social Club. Det er et kæmpe online-fællesskab, hvor spillerne kan deltage i små, fælles missioner. Men pas på. Andre spillere kan også springe på dig og strippe dig for alle værdier. Så sørg for at få anskaffet en bil, nogle kontanter og et skydevåben.

Masser af røverier, ræs i gaderne og mindre missioner med og uden ludere og lommetyve. Grand Theft Auto V gør sig også glimrende på pc trods besværlig styring.

Når du rammer niveau 12 og ejer en såkaldt high end-lejlighed, vil du modtage en invitation til The Heist. Her står den, som navnet antyder, på røverier af forskellig art. Det er hektisk og vanedannende, specielt når vragdele fra eksploderende biler og helikoptere flyver til højre og venstre. Det er også en sjov måde at udvikle sin spillestil på. Desværre er der i Online ofte længere ventetid på at deltage i missioner. Vi ventede 45 sekunder på en gruppe, der skulle udføre et røveri og blev derefter smidt af.

Grafik og lyd imponerer

Grafisk og lydmæssigt ligger GTA V til pc på linje med konsollerne, men styringen kan til tider virke underlig mudret. Ejer du en pc-kompatibel controller, så brug den. Spillet er på mange måder en konsol-konvertering med de fordele og ulemper, det kan have. Menuer, genveje og funktioner bliver nemmere at tilgå, og styringen af biler, fly osv. føles hurtigere og mere præcis med en controller i hånden.

Foruden biler kan du snuppe (eller købe) jagerfly, passagerfly og helikoptere.

Ud over GTA Online er der naturligvis hele grundspillet med den krasse, satiriske historie om tre kriminelle hovedpersoner. Humoren og selvironien er et fornøjeligt gensyn for dem, som allerede har hygget sig med GTA V til konsoller. Styringen af Trevor, Michael eller Franklin fungerer, men ejer du en konsolversion af GTA V, så er der ikke specielt meget nyt at komme efter.

Wolfenstein: The Old Blood

Selvstændig opfølgning på BJ Blazkowicz’ evige kamp mod zombier, kæmpedroner og ondartede nazister med eller uden hund. I forgængeren The New Order fik BJ lidt af en brat opvågning i en verden overtaget af Das Dritte Reich. I år 1946 føles nazi-Tysklands jernhæl endnu tungere, og BJ må på mission ind i det dybeste Bayern – og selvfølgelig ind i Castle Wolfenstein.