Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Månedens spil i test: Grim Fandango Remastered

Spænd sikkerhedsselen, og fyr op under de små grå. Et af verdens bedste puzzle-games er genudgivet i optimeret udgave.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Efter næsten to årtier i muleposen genudgiver Sony det klassiske adventurespil Grim Fandango. Sony frikøbte licensen fra Disney, der oprindeligt erhvervede den som en del af dødsboet efter hedengangne LucasArts. Sammen med blandt andre Full Trottle, Day of the Tentacle og The Dig var Grim Fandango blandt pc-spilhimlens lysende stjerner.

Grundskabelonen i et klassisk LucasArts-spil består af gåder, stemning og humor. I roligt tempo og til tonerne af blød jazz følger vi Manny Calavera, som i dødsriget sælger rejser til de afdøde. Jo bedre transport, jo kortere tur til Den Niende Underverden. Sjæle, som har gjort gode ting i livet, kan dog få billet til for eksempel hurtigtoget The Number Nine.

Domino Hurley med det selvtilfredse udtryk kaprer alle de bedste sjæle på underverdenens rejsebureau. Noget er råddent i Dødsriget.

Desværre ender luksuskunderne aldrig hos Manny. Hans forsøg på at kapre en god kunde ender med, at Mercedes Colomar mister sin plads på hurtigtoget og må begive sig afsted til fods. Nogle snyder altså ved billetlugen. Plaget af skyld sætter Manny efter for at redde den smukke. Undervejs afdækkes det, hvem der i virkeligheden styrer De Dødes Rige.

Eneste farbare vej gennem underverdenen er at spørge sig for og kombinere genstande på mest besynderlige vis (ballondyr og brødkrummer). Husk at gemme manuelt!

Humoren er tør, referencerne til klassisk film noir funkler, og Mannys chauffør, dæmonen Glottis, er stadig et herligt bekendtskab. Alligevel har spillet problemer, men mest af teknisk art.

Styringen kommer på en hård opgave med en PS4-controller. Kameravinklerne driller, og reaktionstiden er for langsom. Specielt i kamp mod flammebævere fra Helvede.

Scenerne er ofte mørke og for langt væk på tv-skærmen, så du mister en detalje og ikke kan komme videre.

Chaufføren Glottis fragter Manny gennem underverdenen i The Bone Wagon.

Form og indhold er dog intakt, de grafiske kanter slebet, og gåderne vil garanteret også give grå hår til nye spillergenerationer. Men du får aldrig et ”Game Over”, så prøv dig frem. Stemningen og musikken gør i hvert fald deres for at forkæle dig hele vejen. Det samme vil gåderne, når du først har udtænkt løsningen.

Saints Row: Gat out of Hell

Så er der atter billet til Helvede, og der skal som altid uddeles flammende bøllebank til endnu udøde og dæmoner. Gat out of Hell er en selvstændig afstikker fra Saint Row-serien, men du får denne gang lov at slå vingerne ud. Selv om den karakteristiske humor og de afsindige våben (lænestolsmaskingevær?) er intakt, føles spillet hurtigt lidt tamt.