Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mål boottiden

Hvor længe der går, inden Windows virkelig er klar.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette lille program, BootRacer 3.0.3.0, foregiver ikke at kunne så meget. Det eneste, det gør, er at måle, hvor lang tid bootprocessen tager på en given computer.

Tvetydig knap

Der gives ingen informationer om, hvad der eventuelt sinker boottiden, hvis denne synes lang. Der er dog en knap kaldet ’Speed up PC’, der leder til programmets webside, hvor der tilbydes et gratis systemscan. Det kan man blot undlade. Det fører nemlig til download af et stykke systemsoftware, der i hvert fald i fuld udgave er et betalingsprogram.

Automatiseret måling

Det smarte ved programmet er, at det altid måler på samme måde. Således behøver man ikke at spekulere over, hvornår man skal trykke på stopuret for at standse målingen. Desuden opgives boottiden i flere segmenter, der med lidt held kan lette analysen af, hvad der kan gøres for at mindske boottiden. Det første segment er tiden, indtil der nås til log-on-skærmen, dernæst måles den eventuelle ventetid, der måtte være, hvis man skal udfylde et log-on. Til sidst angives den samlede tid, det tager, indtil Windows er helt klar, og man befinder sig på skrivebordet klar til brug. Her fratrækkes eventuel ventetid ved log-on, så at det er den rene starttid, uafhængig af eventuel log-on-procedure, der gengives.

Praktiske detaljer

Bootracer downloades i en zip-fil, hvorfra den pakkes ud og installeres. Programmet kan anvendes sammen med Windows 2000/XP/2003/Vista/2008 samt Windows 7 og det i såvel 32bit- som 64bit-udgaver.

Grafisk historik

Når BootRacer afvikles første gang, kan man ændre på en række mindre indstillinger samt den vigtigste. Det er nemlig muligt at vælge, om programmet blot skal afvikles denne ene gang, eller om programmet skal måle boottiden, hver gang computeren bootes. Selvfølgelig påvirker BootRacer selv i en vis forstand boottiden med et ukendt antal sekunder, men hvis man måler ved hvert boot, er der mulighed for at se en tendens. Til sidst skal der henvises til historikken, der nås via knappen Show History. Her vises en opremsning af de forskellige boottider, programmet har målt vist i form af en grafisk præsentation.