Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lynhurtige SSD'er

Drev uden bevægelige dele har hidtil ikke levet op til de
dramatiske løfter om ydelse og effektivitet. Bliver Intels første forsøg også
det første drev, der duer?.

Af Jeppe R. Børsting, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I de seneste hen ved ti år er cpu-ydelsen steget med en faktor 175. I den samme periode er harddiskhastighederne kun steget med 1,3 gang. Det er i hvert fald, hvad Intel hævdede ved lanceringen af firmaets nye serie af SSD-drev ved IDF i San Francisco.

Det er muligt, at Intel overdriver for at fremhæve fordelene ved de fikse nye SSD’er. Men der er ingen tvivl om, at rotationsdrevenes forbedringer i ydelse har været ekstremt beskedne sammenlignet med andre komponenter, selv om kapaciteten er eksploderet til terabyte-størrelse. Harddiske er blevet en hæmsko for den samlede pc-ydelse, og vi har længe ventet en revolution i hastighed.

Det er netop, hvad Intel lover med de nye SSD’er. Ligesom de fleste eksisterende SSD’er bygger Intels drev på NAVN-flashhukommelse. Men Intel mener, at firmaets drev er et skridt foran konkurrenterne, takket være brugen af dets egne NAVN-chips og skræddersyet controller og firmware. Det er interessant, fordi tidligere SSD’er endnu ikke har levet op til deres enorme potentiale. Alle SSD’er har fordele frem for rotationsdrev, når det gælder fysisk modstandskraft, støv og strømforbrug. Men ydelsen hos de eksisterende drev til forbruger-pc’er har været ringe.

Det hænger især sammen med behovet for at afbalancere ydelse med kapacitet og pris. Der findes groft sagt to former for flashhukommelse, som SSD-producenter kan bruge. SLC-flashdrev (single-level cell) giver den bedste ydelse, mens MLC-flash (multi-level cell) giver større tæthed og deraf følgende kapacitet – men på bekostning af overførselsrater. Navnlig kan vilkårlig læsehastighed lide under alvorlige latensproblemer.

Og så til prisen

Ikke desto mindre bruger de fleste SSD’er MLC for at kunne levere drev med anvendelige kapacitet til fornuftige priser. Det gælder også Intels første forsøg, X25-M. Drevet er på 2,5 tommer, med standardinterfaces til strøm og data (SATA), og det er beregnet til brug i både stationære og mobile systemer.

Ved lanceringen kunne det fås i udgaverne 80GB og 160GB, og vi tester det mindste af drevene her. Inden længe vil Intel også lancere X18-M, der er et mindre MLC-baseret drev på 1,8 tomme, og X25-X, der får høj ydelse, men lav kapacitet, og som bygger på SLC-hukommelse. Det er beregnet til servere og arbejdsstationer.

For at imødegå ulemperne ved MLC-hukommelse på X25-M har Intel lavet en SATA/300-controller på ti kanaler, der understøtter native command queuing. Den spreder læse- og skrivekommandoer bedre over de tilgængelige kanaler, og det er første gang i et SSD.

Resultatet er nogle imponerende specifikationer på papiret. Intel siger, at X25-M kan nå læsehastigheder på 250MB/s. Skriveydelsen er mindre opsigtsvækkende ved 75MB/s, men en læselatens på 0,085ms er meget lav.

Det kan man sammenligne med den hurtigste rotationsharddisk til forbrugermarkedet – Western Digitals VelociRaptor på 10.000rpm. Den leverer læse- og skrivehastigheder på omkring 100MB/s og har en læselatens på omkring 8ms. Almindelige 7.200rpm-drev – som Hitachis T7K500 – når læse- og skrivehastigheder på omkring 60-70MB/s.

Under lup

X25-M levede op til Intels tal i testen. Den leverer anselige læsehastigheder på mindst 220MB/s i enhver harddisktest, man kan forestille sig, herunder HD Tach og SiSoft Sandra. Læsehastighederne levede også op til forventningerne ved omkring 75-80MB/s. De rigtig gode nyheder er, at X25-M ikke lider af den skrivelatens, der plager andre SSD’er.

Et eksempel er Crucials 32GB-drev. Problemet med vilkårlig læselatens er nok til at forhindre, at PCMark Vantage-testen kan gennemføres på dette drev, og det fører hyppigt til markante fald i hastighed under drevintensive aktiviteter, såsom installation af applikationer. Crucials drev halter også bagefter X25-M i sekvenslæse- og skrivetest, med tal på henholdsvis 100MB/S og 40MB/S.

Bortset fra ydelsen er det andet vigtige spørgsmålstegn ved SSD’er deres levetid. De har ingen bevægelige dele, men cellerne i flashhukommelsen bliver slidt, hver gang der bliver skrevet data på dem. Efter omkring 10.000 læse/skrivecykler holder de op med at virke.

Det lyder ikke af meget i en tid, hvor data i gigabytestørrelsen kommer og går hver dag. Det ville det heller ikke være uden ekstra celler og intelligent styring, men Intel har indført adskillige mekanismer, der begrænser sliddet.

Til at begynde med har man arbejdet hårdt for at reducere det fænomen, der kaldes write-amplification, hvor en mismatch i størrelsen af data og målcellerne fører til unødige skriveoperationer. Intel siger, at mange flashdrev lider af write-amplification-faktorer på helt op til 20. Firmaet hævder, at X25-M har en write-amplification-faktor på blot 1,1.

Længere levetid

Slidreducerende algoritmer er en anden vigtig foranstaltning, der skal forlænge SSD’ernes levetid. Meningen er at sprede skriveoperationen over drevet og minimere den frekvens, hvormed en enkelt celle bliver skrevet. Intel siger også, at selv i det usandsynlige tilfælde, at kombinationen af slidreduktion og ekstra celler ikke er nok til at forhindre drevet i at blive slidt op, vil der ikke gå data tabt. Cellerne holder ikke op med at virke, de bliver blot read-only.

Hvis Intels tal for realistisk levetid holder, kommer det ikke til at ske. X25-M er anslået til 100GB læse/skrivecykler om dagen i fem år. Intel har forsket i den typiske diskbrug blandt firmaets ansatte og fandt ud af, at selv den tungeste brugere holdt sig under 20GB daglig disktrafik.

Så er der kun prisen tilbage. Vi regner med, at X25-M bliver solgt for omkring 4.800 kroner. Det er mange penge for et 80GB-drev, selv når man tager ydelsen i betragtning. Men produktet er nyt. Vi tvivler ikke på, at priserne rasler ned i takt med, at Intels produktionskapacitet stiger. I mellemtiden er X25-M et smerteligt attraktivt drev, der vil vække glæde hos de heldige få, der har råd til det.

Crucial er et af de største navne inden for hukommelse og har ry for at levere højtydende produkter til lave priser. Desværre lykkes det ikke med dette SSD-drev på 2,5”. Det fås til en pris under det halve af X25-M, men det er også mindre end halvt så stort.

Det største problem er ydelsen. De rå testresultater på 101MB/s vedvarende læsning og 42MB/s vedvarende skrivning er pæne nok, men de afspejler ikke den omstændighed, at visse former for vilkårlige skriveoperationer kan tvinge dette MLC-baserede flashdrev i knæ. Det sker ikke ofte, men når det sker, er det ekstremt irriterende.

Crucials SSD giver bedst mening i bærbare pc’er, fordi det ofte overgår konventionelle mobile drev og giver bedre strømeffektivitet. At der ikke er nogen bevægelige dele betyder også, at det giver overlegen modstandskraft over for stød, og den beskedne kapacitet på 32GB er ikke så stor en hindring, når man er på farten.

Intels slanke lagermaskine har forrygende specifikationer, men hvad betyder det for den daglige computeropevelse? Tag for eksempel udpakning og installation af en selvudpakkende exe-fil. Hele processen er overstået på to minutter og 43 sekunder med X25-M. Crucials 32GB kræver fire minutter og 33 sekunder. Et typisk rotationsdrev på 7,200rpm som Hitachis T7K500 bruger hele seks minutter og 52 sekunder.

Endnu mere påfaldende er den generelle følelse af hurtighed, som X25-M gennemsyrer alting med. Men prisen er høj. Selv om X25-M er hurtigt, er det svært at påstå, at det er knapt 5.000 kroner værd, navnlig set i lyset af den beskedne kapacitet på 80GB. Og der er endnu en mulig hage.

Samsung har tidligere meddelt, at man vil lancere en nyt 256GB-SSD med en vedvarende skriveydelse på hele 160MB/s. Det er ikke på markedet endnu, men det kan måske stoppe X25-M’s tid på toppen.