Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hvorfor er lyden væk i min computer? – find fejlen

Der er ikke længere nogen lyd fra din Windows-computer; hverken fra højttalerne eller hovedtelefonudgangen – hvad er årsagen?.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Manglende lyd kan skyldes mange ting, for eksempel, at computerens lydkort er stået af, eller at en forbindelse i computeren ikke længere fungerer.

Hvis ikke det er tilfældet, kan du for at finde fejlen med fordel allerførst opdatere Windows under Indstillinger > opdatering og sikkerhed. Derefter er du klar til at undersøge, om der er et driverproblem. Du åbner Enhedshåndtering, og her vil eventuelle problemer med dine lydenheder blive vist.

Gå til Enhedshåndtering > Lydoutput og -input eller Lyd-, video- og spil-controllere. Klik på den relevante post for din enhed og de komponenter, den er afhængig af (lydkort). Vælg ”Egenskaber” og derefter fanen ”Drivere”. Klik på knappen ”Opdater driver” og derefter ”Gennemse computeren”. Vælg systemdrevet for at søge så bredt, som muligt. Er den bedste driver allerede installeret, eller finder Windows ingenting, må du på nettet og finde drivere på lydkort-producentens hjemmeside.

Andre muligheder er under Kontrolpanel > Hardware og lyd > Lyd. Under ”Afspilning” klikker du på standardenheden og vælger ”Egenskaber”. Find fanen ”Udvidelser” og markér, at alle effekter eller udvidelser skal deaktiveres.

Ved trådløse højttalere

Hvis de tilsluttede højttalere, som ikke giver lyd fra sig, er trådløse, er det smart også at tjekke posten ”Bluetooth” i Enhedshåndtering.

Undersøg, at alt er opdateret, og at eventuelle fejlmeddelelser ikke har forputtet sig her.

Du kan også under Indstillinger > Enheder klikke på knappen med et ”+” for at tilføje Bluetooth-enheder. Bliver dine højttalere vist, tilføjer du dem.