Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Luksus bærbare i duel: Den elegante mod den fleksible

Livet i overhalingsbanen, den evige adgang til adspredelse og arbejde på farten. Teknologien har gjort det muligt. Vi tester to luksuriøse og særdeles mobile bærbare: Hvor meget får du ekstra, når prisen stiger?.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Min bærbare – jeg har den altid med! Det er en sætning af nyere oprindelse. Slut er de tider, hvor bærbare kun fandtes i tung, tungere og «av min lænd».

Det får du ekstra med en dyr bærbar

Eksklusivitet: Dyre bærbare er ofte fremstillet i eksklusive materialer, der er kælet for detaljerne, og der gås ofte til kanten af det mulige med design og tykkelse. Lidt mere af det hele: I en dyr bærbar får du generelt en hurtigere processor, mere ram samt hurtigere og større ssd. Ekstra finesser: Dyre bærbare kan eksempelvis være udstyret med fingeraftryksscanner, og der kan være indbygget UMTS/LTE-modem.

Batterilevetiden er også blevet meget bedre, selv for bærbare der er så tynde og lette, at man dårligt skulle tro det muligt. Det gælder især i den helt høje ende af prisskalaen, hvor vi befinder os i denne dueltest mellem to ultramobile nyheder.

Men der er en overordnet forskel mellem de to testdeltagere. Asus ZenBook 3 UX390UA er en traditionel bærbar – endog i en grad, så skærmen ikke understøtter touch – mens HP Spectre x360 er en flipbar type, hvor touchskærmen kan drejes 360 grader om sin egen akse. Den kan derfor bruges som tablet, i stand-mode eller i telt-mode.

Når det handler om mobilitet er Asus ZenBook 3 med 12,5”-skærm i en klasse for sig selv. Beskedne 910 gram og en tykkelse på 11,9 mm gør denne pc ekstremt mobil.

Den lidt billigere HP Spectre x360 med 13,3”-skærm vejer med 1,44 kilo heller ikke alverden, og med en tykkelse på 13,8 mm er Spectre x360 stadig ret tynd.

Den lettere flamboyante, kongeblå ZenBook 3 lokker til mobilitet i en grad, så Spectre x360 i sammenligning fremstår sat og traditionel. Det er dog en vellykket, kompakt flipbar maskine, der samler pc- og tablet-funktioner.

Den ultralette Asus-pc er kun 12 mm høj. Det er kræs. De fleste vil kunne lide den, og den taber kun testen på lidt mindre fleksibilitet.

Prisen for en sådan luksus bærbar stiller krav

I denne prisklasse er forventningerne høje. HP Spectre x360 udstråler særlig soliditet trods sin fleksibilitet. Den kan virkelig tåle at blive brugt. Asus ZenBook 3 har også et vridningsstabilt kabinet, dog ikke i helt så høj grad som HP’en, men stadig virkelig overbevisende for så tyndt et kabinet. Skærmen er her måske endnu stivere.

Forarbejdningsmæssigt er der ikke noget at kritisere ved konstruktionen i nogen af de to. Direkte sat op mod ZenBook 3 virker Spectre x360 tung, hvilket man tydeligst lægger mærke til, når man vil benytte den som tablet.

Med to USB Type-C-porte (USB 3.1/Thunderbolt 3.0), samt en USB 3.0 Type-A er Spectre x360 ganske veludstyret. Touchskærmen fungerer også upåklageligt i brug. Den store clickpad giver en ulastelig brugsoplevelse, og kvalitetsfornemmelsen er tydelig.

Det bagbelyste tastatur holder ikke helt samme niveau. Tasterne har mellemlang vandring, men trods fornuftig feedback føles de lidt slappe i koderne.

HP-computeren er ikke duellens mindste – 16 mm høj – men den har flere muligheder end den mere traditionelle konkurrent.

Asus ZenBook 3 udnytter pladsen, men mangler tilslutnigsmuligheder 

Asus ZenBook 3 føles trods det kompakte ydre som en fuldbyrdig bærbar. Det bagbelyste tastatur med dets gyldne bogstaver er takket være god pladsudnyttelse næsten lige så stort som på HP'en.

Det er et plus, at der er fundet plads til power-knappen på oversiden af kabinettet og ikke på siden. Det er et behageligt tastatur at bruge, det har medium-lang vandring og en fornuftig, omend ikke stærk feedback. Det vigtigste er den kontrollerede følelse, man har. Tastaturet føles faktisk bedre end på HP'en.

Zenbook 3 clickpad’en har en rimelig størrelse, den reagerer prompte, og som tillæg er der integreret fingerscanner. Der er dog ikke helt samme lækre mekaniske feeling som ved clickpad’en på Spectre x360. Udstyrsmæssigt er der kun en enkelt USB Type-C-port (USB 3.1/ DisplayPort). Man kan udvide tilslutningsmulighederne med Asus Universal Dock, men den er ekstra tilbehør.

Stil HP’en op som et telt, og du har en lille biograf foran dig.

Støjniveau

Begge bærbare er normalt ret så stille, men med mellemrum kan blæserne gå i gang alt efter energispareplan og belastning. Når blæserne virkelig sætter ind, kan begge testdeltagere afgive tydelig blæserstøj, hvor HP lige skruer en tand mere op for volumen.

ZenBook 3 kan så til gengæld blive lidt mere varm bagtil på undersiden.
Batterilevetiden er vigtig for en mobil enhed, der er beregnet til at tage med overalt.

Skønhed i Windows-verdenen? Så kig på denne Asus.

Her brillerer Spectre x360. Ifølge Powermark-benchmarken er den i sit es, når belastningen er lav, hvilket giver en batterilevetid på 12 timer og 1 minut. Her klarer ZenBook stadig respektable 8 timer ligeud.

Når belastningerne stiger lidt, falder batterilevetiden hos Spectre x360 til 5 timer og 50 minutter, mens ZenBook 3 falder til 4 timer og 4 minutter.

Fin præstation fra Asus, men sikker sejr til HP på det område.

Lysstærkt og klart billede

En dårlig skærm kan potentielt smadre en ellers god bærbars chance hos brugeren. Heldigvis sker det ikke for nogen af de to bærbare her. Der er i begge tilfælde tale om full HD-skærme. Begge er af glare-typen, så de vil i en vis grad være følsomme over for indkommende lys.

De er begge lysstærke skærme med et klart billede. Skærmbilledet på ZenBook 3 virker dog en tak mere levende og farvestrålende. Takket være forskellen i størrelse er pixeltætheden også en anelse højere. ZenBook 3 trækker det længste strå, når det udelukkende handler om billedkvalitet.

Det er ikke computere, der er oplagte til 3D-animation eller videoredigering, det er trods alt små mobile bærbare, hvor batterilevetiden er i fokus.

Når det er sagt, så er begge deltagere udstyret med den samme relativ kraftige Intel dual core-processor på 2,70 GHz, der kan nå 3,50 GHz ved maksimal belastning. Begge har hele 512 GB pci-e 3.0 ssd, så grundlaget for en ganske god ydelse er til stede.

Begge bærbare kan derfor anvendes ret bredt, de er ikke kun til surfing, Microsoft Office og lettere underholdning. De er ikke decideret kraftfulde, men meget stærkere, end man så i tynde bærbare for ikke så lang tid siden.

Alt i alt

Vores målinger viser, at de to bærbare har hver sine styrker. Men generelt er det altså Asus ZenBook der samlet viser den største styrke.

Den har mere og hurtigere ram, og den indbyggede ssd er godt nok lidt langsommere til sekventiel læsning end HP's, men hurtigere til sekventiel skrivning. I PCMark 8-storagetesten, der bygger på virkelige arbejdsopgaver, er Zenbook 3 endda suverænt hurtigst.

Alt i alt er den lille maskine altså den store, når det kommer til kraftoverskud, omend det er meget tæt.

Begge ultramobile bærbare er velkonstruerede og veludrustede med en stor pci-e ssd, og det kommer man til at betale for. Det er nærmest urimeligt at skulle vælge en vinder, da begge pc'er udfylder deres roller perfekt på hver sin måde.

Men vi giver HP Spectre x360 sejren – med et mulehår – da den kan bruges som både bærbar og tablet og har overlegen batteri-levetid. Asus ZenBook 3 er virkelig kræs for kendere, og den får en anbefaling. Den slår Spectre x360 på flere felter, men touchskærm har den ikke. 

[su_row]

[su_column size="1/2"]

[/su_column]

[su_column size="1/2"]

[/su_column] [/su_row]