Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lokationsbestemt udstyr på Bispebjerg sparer millioner

Der er mange penge at spare, når man ved præcis, hvor en ubrugt kørestol står på et hospital. Det fortæller vicedirektøren på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og angiver en lang række yderligere anvendelsesområder for brugen af realtids-lokalisering af genstande og personer.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke kun ude i terrænet, at geodata kan finde kommerciel anvendelse. Også indenfor murene har anvendelsen af lokaliseringsdata vist sig at være en god forretning. I 2013 implementerede Bispebjerg Hospital en løsning, der giver mulighed for, at personalet dynamisk kan lokationsbestemme kritiske enheder på hospitalet via digitalt udstyr med et såkaldt Real Time Location System (RTLS).

Det kan både være genstande, men også personer i forbindelse med nødopkald. Dermed kan hospitalet ikke bare reducere den tid, de bruger på at genfinde udstyr eller lokalisere personale; de kan også spare en masse dyr kvadratmeterplads, forklarer vicedirektør Claes Brylle Hallqvist, som siden 2010 har haft det overordnede ansvar for byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, som opføres på det eksisterende Bispebjerg Hospitals område frem til 2025.

“Vores verden er bygget op omkring, at jeg får 27.000 kroner pr. kvadratmeter. Så hver gang jeg bruger en kvadratmeter, koster det 27.000 kroner, og hver gang jeg kan spare en kvadratmeter, kan jeg bruge kvadratmeteren eller pengene på noget andet. Derfor er vi altid på jagt efter kvadratmetre. Her kommer den nye teknologi til at vise sig meget værdifuld.

Tag eksempelvis kørestole. Hver afdeling vil gerne have deres egne kørestole, så de kan køre rundt med patienterne. Men kørestole fylder meget. Derfor overvejer vi at sætte et RTLS-tag på kørestolene, så vi altid kan se, hvor de befinder sig henne på hospitalet. Det gør, at vi kan reducere det samlede antal af kørestole og mængden af plads til at opbevare dem, fordi vi nemt kan fortælle den ansatte, hvor den nærmeste ledige kørestol befinder sig, så hver afdeling ikke behøver at have sin egen, men kan dele med andre,” siger Claes Brylle Hallqvist.

Bispebjerg Hospitals RTLS-tags er trådløse sendere fastgjort til eller båret af genstande og personer. Alle tags er i forbindelse med et trådløst netværk, der kan identificere de enkelte RTLS-tags og deres placering i 3-dimensioner samt modtage information, som tag’et registrerer om eksempelvis temperatur og luftfugtighed.

For udover lokationsbestemmelse af udstyr kan løsningen også være med til at overvåge netop temperatur og luftfugtighed i kritiske enheder og sikre, at eksempelvis patientrelateret mad, medicin og transplantationsmateriale opbevares under de rette forhold. Det nedsætter risikoen for, at værdifuldt materiale eller medicin går tabt som følge af forkert opbevaring eller fejl i udstyr. Eksempelvis kostede det 960.000 kroner i tabt forskningsmateriale, da en enkelt fryser gik ned en weekend i 2011.

Fremtidens mange anvendelsesmuligheder

Som Claes Brylle Hallqvist forklarer, er det kun fantasien, der sætter grænser for anvendelsen af RTLS, når først teknologien er implementeret og i drift. Men noget af det, de kigger på, er blandt andet patienternes ventetid i venteværelset. Ved at bruge Wi-Fi-signalet fra patienternes mobiltelefoner kan man regne sig frem til, hvor mange personer der opholder sig i venteværelset på et givent tidspunkt og dermed fordele hospitalets personaleressourcer mere optimalt, så ventetiden forkortes.

“En anden anvendelsesmulighed er at bruge teknologien til at se, hvordan patienterne bevæger sig på matriklen. Kan de finde vej eksempelvis. Der kunne man forestille sig, at patienten modtog en sms, når vedkommende ankom til hospitalet, med angivelse af den nærmeste P-plads i forhold til behandlingsstedet. Og inde på hospitalet kunne systemet være med til at guide patienterne rundt, så de ikke farer vild. Der er masser af muligheder,” afslutter Claes Brylle Hallqvist.