Et gamingheadset skal være med kabel – det kan du spørge enhver gamer om. Årsagen, at der ikke må være den mindste forsinkelse af lyden, når du skal høre, hvorfra fjenden kommer eller skal koordinere med dine allierede. Det nye headset Logitech Pro X Wireless kan bruges med kabel, men også trådløst. Og så dur det da ikke til seriøs gaming …
Men det gør det! Der er gjort ekstra meget ud af, at der ikke er nogen forsinkelse på den trådløse forbindelse. Der medfølger en stor USB-stick, som sikrer ”Lightspeed”-hastighed. Overførslen sker via Wi-Fi. Og det fungerer faktisk. I de spil, vi testede med, var der ingen mærkbar forsinkelse.
Prisen for at blive trådløs er ikke helt billig, men det skal vejes med, at headsettet er meget lækkert bygget og designet. Pasformen er god; headsettet sidder godt til på ørerne. Finishen er også i orden med fine ørepuder og en rigeligt polstret pude på hovedet.
Lydmæssigt er der masser af dynamik og mikrodetaljer – en let monitoragtig lyd, der betyder, at alt gengives lidt klinisk. Det er en stor fordel ved spil, mindre godt til musik.
Rytmisk musik nyder godt af dynamikken og den dybe bas, mens jazz og klassisk mangler lidt nuancer og finesse. Men som gamingheadset er Logitech Pro X Wireless bestemt mere end godkendt – også til prisen på små 1500 kroner.
For: Byggekvalitet, detaljeret lyd, trådløs gaming uden forsinkelse.
Imod: Prisen er i den høje ende, lyden en smule klinisk.