Det er naturligvis personligt, om man synes om en pc-mus, men på en bred gruppe af brugere på redaktionen er der bred enighed: Den forholdsvis nye Logitech MX Anywhere 3 ligger bare godt i hånden.
Årsagen er den enkle, at musen ikke er specielt høj og derfor bøjes håndleddet ikke meget. Pege- og langefinger ligger derfor afslappet ned over den skrånende front, som naturligvis har to knapper. I midten finder du et stort skrollehjul, som kun har op/ned-bevægelser – du kan ikke klikke til siden. Til gengæld finder du to ekstra knapper i siden ved tommelfingeren.
Det tager få sekunder at få Bluetooth-forbindelsen op at køre via den medfølgende USB-dongle.
Logitech Anywhere 3 opleves som hurtig og meget præcis. Læg dertil, at den på grund af sine små dimensioner kan – som navnet antyder – tages med overalt.
Har du store hænder, eller er du gamer, så kan du bestemt finde bedre alternativer. Men til allroundbrug er denne mus perfekt – ikke mindst til prisen på lige over 700 kroner.
For: Meget fin ergonomi
Imod: Ikke til store hænder
Samlet vurdering: 5/6 stjerner