Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Logitech Circle 2 Wired: Full HD i modulopbygget system

Logitech Circle 2 Wired er et fleksibelt og alsidigt overvågningskamera, der er relativt nemt at bruge.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Firmaet forbindes vel oftest med tastaturer og mus, men det fremstiller også et bredt program af webkameraer og headset, så det har knowhow om audio og video, der kan lægges til grund for overvågningskameraer.

Som navnet antyder, er Circle 2 anden generation i Logi Circle-familien fra 2016, og det er ikke småting, der er sket med dette koncept. Logitech har åbenbart lyttet til tilbagemeldinger fra markedet.

Ét kamera til det hele

Den gennemgående enhed i Circle 2-programmet er et lille videokamera, der er formgivet som en flyvende tallerken.
Kameraet er vandtæt og kan derfor også bruges udendørs, så længe temperaturen den holder sig mellem -10 °C og 50 °C.
Til dette kamera har Logitech designet et overskueligt tilbehørsprogram, der kan dække de fleste løsninger.

Som standard kommer kameraet med en lille bordfod og et vægbeslag samt en lysnetadapter til strømforsyning.
Er det besværligt at føre et strømkabel, kan man købe et genopladeligt batteri på 6,4 Ah, der skal række til tre måneders drift. Er hjemmet velforsynet med stikkontakter, kan en særlig adapter fungere som både holder og strømforsyning.

Vi er faldet pladask for et killer-tilbehør i form af et vinduesbeslag, der kan monteres indvendigt på en rude. På den måde bliver det nemt at overvåge f.eks. en altan, uden at der skal trækkes kabel eller bores huller.

overvågning11 Denne geniale holder, der kan tilkøbes til Circle 2, gør det muligt at bruge kameraet til overvågning af en have eller altan – uden at bore huller eller trække kabel på facaden.

Full HD

Circle 2-kameraet får det hele med, for dets synsfelt er hele 180°, og billedsensoren har full HD-opløsning – dobbelt så mange pixel som almindelig HD. Billedet skuffer da heller ikke. På en Honor 8 Pros 5,7” store Quad HD-skærm vises farver og detaljer flot, men endnu bedre bliver billedet selvfølgelig på en kalibreret UHD-computerskærm.

Det er muligt at zoome digitalt helt op til 8 gange, men med sådan en udsnitsforstørrelse bliver billedet så grovkornet, at det næsten kan være lige meget.

Kameraet kan trigges af både bevægelser og lyde. Man kan også tale gennem dets indbyggede højttaler, men modparten skal anstrenge sig for at høre noget gennem åbningen, som nemt kan forveksles med en microSD-kortplads.

Hermed har vi også fået fortalt, at optagelser ikke kan lagres lokalt, men gemmes i skyen. Med i prisen er 24 timers gratis lagring – Circle Free. Vil man have et Circle Safe-arkiv til 14 eller 31 dages optagelser, koster det henholdsvis 29 eller 69 kroner om måneden for det første kamera, og man får kun 50 % rabat ved flere kameraer.

I gang på 10 minutter

Tilslutningen og den softwaremæssige opsætning af Circle 2 er imponerende enkel og intuitiv, selv om både guiden og appen er på engelsk.

Standardindstillingerne er fornuftigt valgt, og der er masser af muligheder for at fintrimme kameraet til formålet. Blandt andet kan man få et resume af et døgns begivenheder på 30 sekunder.

Endelig må man være opmærksom på, at nogle af de mere avancerede features som bevægelseszoner og filtrering af hændelser kun er tilgængelige, hvis man tegner det dyre Circle Safe-abonnement.