Løs på tråden med det offentlige

Løs på tråden med det offentlige

Share

Trådløs forbindelse i intercity tog, bus og s-tog. Hvordan fungerer det og hvad må man betale? Vi kigger nærmere på sagen.

Dagene hvor du først kunne komme på nettet, når du havde sat dig mageligt tilrette ved desktop-computeren på hjemmekontoret eller møjsommeligt sat netværkstikket i den bærbare, er for de fleste ved at være et lykkeligt svundet minde.

Efterhånden vrimler det med muligheder for at koble sig på trådløse netværk, så du har mulighed for at anvende din iPhone, netbook, psp eller lignende, præcis når du måtte ønske det.

De offentlige transportmidler er ingen undtagelse. Hvad enten du rejser med intercity, s-tog eller bybus, er der mulighed for at springe på de trådløse forbindelser.

I Intercity-toget

I Intercity-toget drejer sig indtil videre om strækningen mellem København og Århus. Her har du mulighed for at koble dig på TDC HotSpot – en service udviklet i et samarbejde mellem DSB og TDC. Servicen gælder i alle DSB 1′ kupeer samt i udvalgte standard-kupeer.

Opkoblingen sker ved at passageren logger på det trådløse TDC Hotspot netværk. Derefter åbner man sin browser, hvor der helt automatisk dukker en login-side op.

Se også:  Mesh Wi-fi-system med powerline-evner

Her skal man så bruge en adgangskode for at logge på. Regnede man med at denne er gratis, og at servicen var en venlig gestus fra DSB, som kompensation for skyhøje billet-priser og frustrerende forsinkelser, må man desværre tro om.

Kun hvis du i forvejen har punget ud for en DSB 1’ billet eller tilfældigvis har et TDC-abonnement, som inkluderer adgang til tjenesten, kan du frit logge på. Ellers må du have kreditkortet op og betale en krone i minuttet.

En rejse mellem København og Århus med fuld surferi kan således nemt komme op i et par hundrede kroner. Så er man faktisk lidt bedre tjent (men kun lidt) med en DSB 1’ billet til 163 kroner ekstra .

Surf for fuld drøn i Intercity toget. Så længe du altså betaler.

I bussen

I bybussen er tjenesten helt gratis. Den findes dog kun i København og indtil videre kun på ruterne 150S og 173E. Ruterne er særligt udvalgt i Arrivas kampagne Bedre Bustur, der gennem en bedre service, skal trække flere passagerer fra bilerne over i den offentlige trafik.

Hvis du tilfældigvis skulle være blandt de heldige, der benytter en af disse ruter – hvilket eksempelvis kunne være, hvis du er studerende på DTU i Lyngby og bor i København – er det sådan set bare et hoppe ind i bussen og logge på.

Se også:  Guide: Sæt fart på hjemmets Wi-Fi

Det gør du ved at tænde den trådløse forbindelse på din laptop, mobiltelefon, PSP eller andet og vælge netværket ”Arriva Online”. Når du har accepteret betingelserne logger du ind med din email-adresse og besvarer spørgsmålene.

Det er via denne menu, du logger ind på bussens trådløse netværk.

I S-toget

I S-toget får du ligeledes gratis wi-fi. Dog ikke helt endnu. Tilbudet er klar engang i løbet af efteråret og bliver en del af indsatsen for at skabe merværdi for kunderne i S-toget. Når du logger ind på det trådløse netværk, vil du således blive mødt af kulturtilbud, rejsetilbud samt aktuelle nyheder.

Derudover vil der være adgang til tjenester, hvor man nemt og hurtigt kan bestille teaterbilletter, downloade bogkapitler eller deltage i konkurrencer.

Fra næste år vil man desuden få her og nu-trafikinformationer, som er specifikke for den strækning man kører på.

I løbet af efteråret bliver der fri internet samt kulturtilbud, rejsetilbud og nyheder i S-togene.

Meget tyder på at tendensen med trådløse netværk i den offentlige traffik er stigende, og vi vil løbende holde øje med nye udviklinger og tilbud.

God fornøjelse på de offentlige netværk!

Del denne