Guide: Linux på din mobil

Guide: Linux på din mobil

Share

Hvad med at vende ryggen til Apple-Google-dominansen og gøre din smartphone til en mere helstøbt sag?

Der er henved to milliarder telefoner, som lige nu kører Linux i form af Googles Android. Men en aldrende Linux-kerne, der er begravet under adskillige lag af Java, og som bruger en proprietær appstore, giver ikke et frit mobil-utopia.

Afskeden med Ubuntu Phone plus andre fejlslagne mobile anstrengelser var et slag for forhåbningerne om en mere åben mobilplatform – men alt håb er ikke ude. UBports-miljøet har til formål at puste nyt liv i Ubuntu Touch og har allerede udsendt sin første opdatering. Mange andre projekter lever i bedste velgående på hardwareniveauet og på forskellige softwareniveauer.

Android har eksisteret så længe, at folk er vant til systemet og dets app-udvalg. Derfor er kompatibilitet en vigtig egenskab, når det gælder alternative mobile styresystemer. I den forbindelse gør libhybris (et kompatibilitetslag mellem GNU C Library og Androids Bionic) det muligt at bruge glibc-baserede systemer til hardware, hvortil der kun eksisterer Android-blobs.

Se også:  Hvorfor aflader min mobil så hurtigt?

Halium Project vinder også frem. Projektet har til formål at reducere fragmentation ved at forene de lavere lag og standardisere de midterste lag i den mobile Linux-stak. Det gør det meget nemmere at udvikle Linux-baserede mobile styresystemer uden bekymring for maskineriet nedenunder.

Sårbarheder som den meget omtalte broadpwn, der måske kan påvirke op til en milliard enheder, har skabt overskrifter og panik, men i mange tilfælde er brugerne magtesløse, når det gælder om at skaffe beskyttelse. Hvad enten du vil have en helt åben enhed (held og lykke med den) eller blot ønsker muligheden for at modtage opdateringer af operativsystemet uden at være afhængig af din netværksudbyder, kan du trygt læse videre og gøre din telefon mere fri.

Se også:  Motorola Moto G5 [TEST]: Budget-mobil overbeviser

Der nemt at se de markante forskelle på den rene Linux-verden og det mere mudrede farvand, som Android navigerer i. Linux-brugere – i hvert fald dem, der bruger moderne distroer – er vant til at modtage aktuelle sikkerhedsopdateringer. Nogle bliver endda installeret automatisk, afhængig af brugerens konfiguration. Til sammenligning har omkring halvdelen af alle Android-enheder, der var i brug ved slutningen af 2016, ikke modtaget en eneste sikkerhedsopdatering i mindst et år – ifølge Androids eget Security Team.

linux-på-mobilen6

Denne illustration fra Google viser de mange forskellige årsager til, hvorfor opdateringer somme-tider aldrig når slutbrugeren – men den viden hjælper ikke meget på at lette deres frustrationer.

Det er ikke kun Googles skyld: Herfra udsender man månedlige sikkerhedsopdateringer, men disse opdateringer når kun frem til Googles egne Nexus- og Pixel-enheder. Det er op til de andre enheders producenter at tilpasse opdateringerne til deres egen hardware, og derefter skal netudbyderne sende dem ud til brugerne. De fleste OEM’er har kun ringe interesse i at understøtte noget, de ikke allerede har solgt til kunden, og netudbyderne vil helst være fri for at opdatere de rædsomme apps, som de så ivrigt har føjet til Android for at “forbedre brugeroplevelsen”.

Del denne