Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Linksys EA9500 Max-Stream AC5400: Router med rigelig kapacitet

Som den eneste router i denne test har Linksys’ topmodel ikke alene 8 antenner, men også 8 LAN-porte. Det gør den oplagt til hjem med mange kablede enheder.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med en omskrivning af et fyndord om tillid versus kontrol, som skal være lanceret af Stalin, kan man om netværksprodukter fastslå, at trådløst er godt, men kabelforbundet er bedre. Om det skyldes vanetænkning eller begrænsninger i en populær microchip, ved vi ikke, men det er en kendsgerning, at med ganske få undtagelser har en dedikeret router fire LAN-porte, og det kan ofte være for lidt.

Her i huset er LAN-portene på både den aktuelle router og YouSee-modemet konstant i brug. En opgradering til EA9500 ville gøre det muligt at gemme det store modem af vejen, og det ville egentlig også være nødvendigt, for denne routers fodaftryk sluger en masse plads på grejhylden.

Enestående brugervenlighed

EA9500 kan virke afskrækkende på teknofober med sine 8 solide antenner, men bag det barske ydre gemmer sig en router, som er usædvanligt nem at tilslutte og få op at køre.

Når routeren sluttes til et eksisterende modem og eksterne enheder, starter konfigurationen helt automatisk, og hvis man er tilfreds med Linksys’ forindstillede netværksnavn og adgangskode, kan arbejdet klares på nogle minutter. Vores testeksemplar var oven i købet så frisk, at det ikke var nødvendigt med en firmware-opdatering.

Det siger noget om firmaets holdning, at ganske vist er den elektroniske manual på 726 sider, men de dækker 34 sprog, så der bliver blot 20 sider til hvert.

I modsætning til de andre testdeltagere har EA9500 et ultra-minimalistisk display, som hverken viser aktive frekvensbånd eller tilsluttede enheder. Nogle hvide striber viser status og lyser konstant, hvis alt er i orden, og nogle små blå indikatorer lyser, hvis der er kontakt til MU-MIMO-enheder. Det er det hele.

Men tag ikke fejl af EA9500. Den har alle de avancerede indstillingsmuligheder, nogen bruger kan ønske sig. Og skulle der være behov for bedre Wi-Fi-dækning af et større hus, kan Linksys tilbyde Seamless Roaming i forbindelse med Max-Stream extendere. Denne feature skal sikre et kontinuerligt signal, når man bevæger sig omkring i huset.

Testresultater

På korte og mellemlange distancer leverer Linksys EA9500 masser af båndbredde. På første sal kæmper HTC 10 fortvivlet for at fange et signal, og NOA H10le kan heller ikke streame krævende indhold.