Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Den stationære computer er, om ikke en uddøende race, så i hvert fald ved at blive væsentligt mere begrænset i sin bestand end tidligere. Den har dog fortsat sin berettigelse for dem, der sætter kræfter over mobilitet og som har plads til en ordentlig arbejdsplads med god en skærm.
Acer er klar med en lille Aspire TC-603, som er skabt i mikro-tower-format med et ydre af børstet metal. De mest brugte porte er let tilgængelige på fronten og på toppen er en fordybning, hvor brugeren kan tilkoble andre tekniske gadgets.
Maskinen er udrustet med op til Core i5-processor af nyeste generation (Haswell) og Acer hævder at TC-603 er gearet til at klarer alt fra dagligdags opgaver og kraftfulde grafikløsninger til underholdning i HD og 3D - som sendes videre til skærmen via HDMI 1.4-port.
Der skal desuden være masser af lagerplads (uden vi dog får at vide hvor meget) mens multi-kortlæser og usb 3.0-porte gør det nemt at tilslutte lager-enheder.
Acer Aspire TC-603 er på markedet til august og får en pris på 4.990 kroner.