Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lille dongle giver lynhurtig Wi-Fi på din bærbare

Buffalo AirStation WI-U2-866D opgraderer computerens Wi-Fi-forbindelse til den nye 802.11ac-standard, og det giver smæk på internet-hastigheden.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke så forfærdentlig længe siden, de hurtige trådløse 802.11ac-routere kom på markedet. Vi har her kigget på en USB-adapter til opkobling mod disse routere.

Buffalo Airstation WI-U2-866D er ganske enkelt en dual band Wi-Fi-klient, der understøtter 802.11n og 802.11ac samt frekvenserne 2,4 GHz og 5 GHz.

Således er man sikret bagudkompabilitet, samtidig med at man kan tilslutte en stationær computer eller en bærbar, der ikke er født med 802.11ac-understøttelse. AirStation WI-U2-866D er en forholdsvis stor USB-Wi-Fi-adapter, der kan vippes op, så den befinder sig i vertikal position.

Der medfølger et cirka 20 cm forlængerkabel. I vores tilfælde gjorde det ingen forskel, men det kommer an på omstændighederne. Hastigheden blev målt over 4,5 meter og 9 meters afstand.

I den medfølgende software (Windows XP, Vista, 7, 8), hvor man kan se status for forbindelsen, viste det sig, at signalforbindelsen nåede op på de lovede 866 Mb/sS. Det er dog ikke det samme som datahastigheden. Den målte vi til 137 Mbit/s over 4,5 meter og endnu mere imponerende til 133 Mbit/s over 9 meters afstand. Altså en hurtig 802.11ac-adapter, der er let at komme i gang med. Synes at være et godt køb.