Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lidt mere end en hjemmerouter

SonicWALL’s produkter er ikke til novicen. Deres mindste produkter kan godt bruges hjemme, men prisen er ret høj og kompleksiteten ditto. Alt om DATA har testet TZ210 - en SOHO router - og er passende imponeret.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke på grund af det smarte udseende eller interface, at du skal rende ud og investere i SonicWALL TX210, der er en kombineret trådløs router og firewall.

Næ, grunden til, at du skal investere næsten 5.000 kroner i denne lille router/firewall, er dens fantastisk mange muligheder, indstillinger og ikke mindst fantastiske sikkerhed.

TZ210 er ikke beregnet til hjemmekontoret men til det lille kontor, hvor mange brugere samtidigt belaster routeren.

Forbløffende let installation

Det var forbløffende let at installere TZ210. Vi sluttede den til vores netværk og til vores computer og tændte for den, loggede ind på TZ210 via vores browser og fulgte den guide, der indstillede de grundlæggende funktioner af routeren.

Det hele gik rigtig hurtigt − dog bør vi lige nævne, at routeren bruger relativt lang tid på at boote, og den larmer relativt meget under opstart.

Med routeren klar til brug, koblede vi ind på det trådløse netværk, men vi kunne pludselig ikke logge på administrations-siden. Et hurtigt kig på ip-nummeret viste os, at selvom vi havde installeret routeren på 192.168.168.168, så sad vi pludselig på en gateway med nummer 172.XXX.XXX.XXX. Vi loggede nu ind på administrationssiden via det nye ip-nummer og kom fint igennem.

En grundig gennemgang af opsætningen viste, at routeren af sig selv opretter to netværkssegmenter. 192-delen som kun betjener enheder med trådet forbindelse til routerne, og 172-delen som håndterer det trådløse netværk. Smart nok, men det var godt nok forvirrende i starten.

De mange muligheder

Routeren viste sig hurtigt indeholde mange muligheder, men det er absolut ikke let navigere rundt i, men efter en times tid med at lege i interfacet, gik det lettere.

Som med andre af SonicWALL’s produkter, er der tillægsydelser, du har mulighed for at tilkøbe i produktet, når du har registreret det. Du kan tilkøbe anti-spam filter, der sidder direkte i routeren, antivirus både til routeren og til de klienter, der er tilkoblet, der er beskyttelse mod hackerangreb og meget mere.

En af de rigtig gode ting ved TZ210 er, at du hurtigt på oversigtssiden kan få et overblik over, hvilke tjenester du har aktiveret, og hvornår de udløber.
Sikkerheden er sat i højsædet i TZ210, og vi brugte en del tid på at indstille sikkerheden på vores netværk.

Der skal lyde stor ros til routeren, for den fungerede perfekt. Vi forsøgte at besøge et par sider, vi vidste var lyssky, og blev pænt blokeret fra at besøge dem.

Vi kunne på log-filerne se, at routeren havde arbejdet på højtryk, men på intet tidspunkt var der en mærkbar nedgang i hastigheden på netværket. Alt i alt var vi meget begejstrede for denne router.