Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er ikke gratis kontorpakker, der mangler i dagens it-verden. Med Google Docs, Microsoft Office Web Apps og OpenOffice er der glimrende løsninger at vælge imellem. Nu kommer så en helt fjerde.
Udviklerne bag LibreOffice stammer fra OpenOffice, men så sig sure på deres gamle arbejdsgivere hos Oracle og brød samarbejdet for at udvikle deres egen open source-baserede kontorpakke. Den har været i støbeskeen siden efteråret, men nu er den første officielle version – LibreOffice 3.3 – så klar til at kunne hentes af alle, som måtte ønske det.
LibreOffice fås på dansk og består af tekst- og layoutværktøjet Writer, regnearksprogrammet Calc, præsentationsprogrammet Impress, databaseprogrammet Base, matematikprogrammet Math samt et program, som skriver pdf-filer.
Der er understøttelse af en lang række formater, og blandt nyhederne i LibreOffice 3.3 er blandt andet muligheden for at gemme i .docx, .xlsx og .pptx samt understøttelse af svg (Scalable Vector Graphics), vba-makroer og regneark med op til 1.048.576 rækker, mod 65.536 tidligere.
Har du lyst til at prøve kontorpakken, kan LibreOffice hentes her.