Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: LG CineBeam Laser 4K: Forrygende filmbillede fra ultrakort afstand

CineBeam Laser 4K er den første projekter, der i sandhed leverer på løftet om at kunne overtage tv’ets plads på reolen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Forhåbningerne har været høje, hver gang en ny ”tv-projektor” er dukket her på redaktionen op til test. Løftet om, at den ubesværet kan erstatte tv’et i stuen, har dog hver gang vist sig at være lige lovlig optimistisk, da den afstand, der skal til for at få et billede af tilstrækkelige dimensioner, altid har været større end dybden på det tv-møbel vi har anvendt (som er cirka en halv meter i dybden).

Og så ender installationen med at være næsten lige så omstændelig som med en traditionel projektor.

Med LG’s nye CineBeam har vi endelig fundet en projektor, som rent faktisk holder løftet. Den kan uden besvær stå på vores tv-bænk og levere et billede i tilfredsstillende størrelse på omkring 100”.

Dog er det besynderligt, at man har valgt at placere strømstikket i bagenden, hvor det stikker ud mod væggen og dermed øger afstanden. Man kunne i det mindste have lagt et vinklet stik i pakken.

Pænt design og nem opsætning

Det er en rigtig nydelig projektor. En simpel hvid kasse tilsat moderigtig stof fra danske Kvadrat over højttalerne på fronten.

Opsætningen sker nemt. Cine-Beam anvender webOS 4.5 og kommer med Magic Remote, som man også kender fra LG’s tv’er. Den kan bruges som en pointer, hvor du blot peger på det, du vil trykke på. Der er adgang til et væld af apps og streamingtjenester direkte fra projektoren, når den er koblet på nettet.

Flot billede og stor lyd

Billedet er forrygende. Med lysstyrke 2700 ansi lumen står det tydeligt uanset, om du bruger projektoren ved højlys dag eller om aftenen, og det højtopløste 4K-billede er tilsat HDR10, Trumotion og andre fine teknologier, der sikrer høj kontrast, stærk farvegengivelse og god hastighed.

Foruden film og serier så vi også sport og spillede konsolspil på projektoren. Det hele klarede Cine-Beam på fornem vis.

Lyden i de indbyggede højttalere er også god. Du behøver ikke tilslutte eksterne højttalere for at få en stor oplevelse, omend en god soundbar vil kunne løfte lyden mærkbart.

CineBeam er ikke en billig projektor, men sammenlignet med konkurrenterne er prisen faktisk rigtig fornuftig. Især taget i betragtning, at dette er den første, der i sandhed leverer på løftet om at kunne overtage tv’ets plads på reolen.

Pris for LG Cinebeam 4K (HU85LS): 34.990 kroner