Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: LG 65SM9800PLA: I for stærkt selskab

LG-tv’et er isoleret set et fint produkt, men her er det kommet i prismæssigt hårdt selskab.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Små 17.000 kroner for et topmoderne smart-tv af LED-typen på 65” er ikke billigt længere – slet ikke når du kan få OLED til billigere pris i samme størrelse. Med i ligningen skal dog, at LG er nyere og smartere end både testens Panasonic og Philips, der nyder godt prismæssigt af at være på vej ud af markedet. Men sammenlignet med for eksempel Sony, der også er af LED-typen og nyt på markedet, virker LG 65SM9800PLA for kostbart.

Sony leverer en anden kvalitet og et andet styresystem, men er et tv, der reelt er lige så godt, men koster mindre. Sammenligner vi med de øvrige, så kan du få både det fine Philips til færre penge og det fremragende Panasonic til omkring samme pris. De er billedmæssigt et til to trin over dette LG-tv – men til gengæld bagud, når vi taler smart-tv.

Ser vi bort fra prisen, er 65SM9800PLA på mange måder et fremragende tv. LG har kæmpe erfaring med at producere tv-paneler, og selvom det ikke nødvendigvis altid gør LG bedst til at skabe et færdigt tv, så viser denne model, at de har godt styr på billedprocessoren.

Direkte tv afsløres prompte, hvis kvaliteten er dårlig, og her kunne 65SM9800PLA godt trænge til at blive opdateret lidt. Men stream en film i 4K, og helst med HDR, så får du nærmest 3D-agtige billeder, der stadig ser virkelig naturlige ud. Der er dog ikke helt den glans, som vi oplever hos de bedste i denne test.

Fjernbetjeningen kan bruges som markør på skærmen. Opsætningen er brugervenlig, men et irritationsmoment at kanalsøgningen tager lang tid og stoppede flere gange, så vi måtte starte forfra. Lyddelen er ikke noget at skrive hjem om – også her bør du investere i en lydbar.