Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Levende billeder

Creative er bedst kendt for deres lydprodukter. Men de har andre produkter i sortimentet - deriblandt webcams. Alt om DATA har kiget på nyeste version af deres Live!Cam produkter og kan konstatere at, ja... det kan optage video.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Visse computerprodukter lever et underligt liv - herunder webcams. For et par år siden skulle alle have webcams, alle bærbare computere blev leveret (og gør det stadig) med indbygget webcams, og man kunne stort set ikke chatte uden at have video på sin Messenger.

Men tingene gik hurtigt lidt i sig selv igen, det blev igen mindre interessant at have video på, når man chattede, og selvom webcams ikke direkte forsvandt fra markedet, så var det langt mindre udbredt.

Men når man nu hedder Creative og har investeret en stor del udvikling og teknologiske opkøb i webcam-teknologien, så er det ikke lige noget, man kaster fra sig igen. Det handler bare om at finde det rigtige segment, og det mener Creative så, at de har fundet med deres Live!Cam Socialize HD.

For hvad er det, der virkelig er populært for tiden? Jo, det er de sociale medier, hvor folk ivrigt og glade deler billeder og videoer af sig selv, deres venner og bekendte og alle mulige andre.

Live!Cam Socialize HD har valgt at rette sig mod disse medier på to måder, nemlig ved at have indbygget knapper til direkte upload til YouTube og til Photobucket i den medfølgende software, Live! Central 2.

Det er slet ikke nogen dårlig idé, for pludselig står Creative med et produkt, der ikke alene kan optage hd-video i 1280×720, der er også indbygget et 5,7MP kamera, så du kan tage ret gode billeder.

Småt er godt

Det tæller umiddelbart som et par plusser i karakterbogen, at Creative vælger at fokusere brugen af Live!Cam Socialize HD mod de sociale medier, og yderligere et plus skal de have for at gøre det meget småt og elegant.

Om du vælger at gøre det fast på din bærbare eller på din stationære, er som sådan underordnet, det sidder der ret diskret.

Installationen gik let, her skulle vi dog først tilslutte kameraet til vores computer, før vi installerede den medfølgende software og drivere. En omvendt procedure af normalt, men det gik nu alligevel smertefrit.

Kameraet kom hurtigt til at virke, og vi fyrede op under den medfølgende software for at se, hvad vi her kunne få af funktioner.

Interfacet er delt op i to dele, »Snap Photos« og »Record Videos«. Om du vælger at gå i video- eller billedmode, er det samme for resten af interfacet.

Du har mulighed for at lægge effekter på dine optagelser/billeder. Du kan fremstille dine egne avatarer ud fra en række medfølgende skabeloner, og du kan naturligvis både panorere og zoome - ikke så meget, men lidt har også ret.

Endelig har du mulighed for at klikke »Face Tracking« til, så kameraet vil forsøge at holde fokus på dit ansigt, hvilket hjælper meget, når de forskellige effekter skal placeres på dit kontrafej, eller når din samtalepartner skal forsøge at se, hvad du har gang i.

Endelig skal Creative også have ros for de knapper i bunden af skærmbilledet, der gør det muligt at uploade til YouTube og Photobucket ved blot at klikke på en knap. Det er lige i tidens ånd og klart en god funktion.

Hvis vi skal beklage os over noget, så er det, at kameraet virker lidt skrøbeligt, at ledningen er ret tung i forhold til det meget lette kamera, og at Creative har en kedelig tendens til at installere en masse unødig software på computeren.