Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Letvægtere i kamp om tablet-tronen

De nye tablets er blevet tyndere og lettere, alt imens kræfterne er vokset og skærmkvaliteten forbedret. Vi har sat tre lette 10"-tablets på prøve for at se, hvad der er værd at gå efter lige nu.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et par hundrede gram fra eller til betyder mere, end man lige skulle tro, når det kommer til tablets. Vægtforskellen er nemlig afgørende for, om du kan sidde med din tablet i en enkelt hånd, hvilket ofte er mest bekvemt, når du læser, surfer eller tager noter på den.

Med en vægt på under 500 gram er det muligt med de nyeste tablets fra såvel Apple som Samsung og Sony. På trods af vægten er hverken skærmstørrelse eller kræfter imidlertid skrumpet. Nyhederne er faktisk stærkere end nogensinde før. Men hvilken af de tre leverer samlet set den bedste oplevelse? Det lod vi komme an på en test.

Plastik må betragtes som en selvfølgelighed, ikke en synd, når det kommer til tablets i denne vægtklasse. Selvom Apple i vanlig stil har formået at klemme en portion pudset aluminium omkring iPad, udgør plastik en betragtelig del af den lette tablet. Det samme gør sig gældende hos Samsung og Sony, der hver især har udformet deres tablet i et design, der minder om det, man i forvejen kender fra producenternes smartphones.

Hvilket look man personligt er til, må være en smagssag. Hver især har de tre tablets dog praktiske fordele, som kan vægte højere eller lavere alt efter behov.

iPad Air vinder på kvalitetsfornemmelsen. Til gengæld er den testens tykkeste og tungeste tablet. Xperia Tablet Z2, som er tyndest og lettest, udmærker sig ved at være vandtæt og støv-afvisende. Det betyder dog at flere af portene er lukket med et plastikdæksel, som skal lirkes op, hver gang du vil benytte dem.

Det kan blive irriterende i længden. Galaxy Tab S, der i både vægt og tykkelse lander midt mellem konkurrenterne, er den af de tre, der er mest bekvem at holde på. Den nubrede gummibagside føles rar at røre ved og gør, at enheden ligger godt i hånden.

Mens skærmstørrelsen er mere eller mindre ens for de tre tablets – lige omkring 10" – så er opløsningen og skærmteknologien vidt forskellig.
iPad har den velkendte Retina-skærm, som fortsat imponerer med sit knivskarpe billede. Hidtil har den været markedets mest højopløste tabletskærm, men Samsung er kommet efter det, så skærmen på Galaxy Tab S faktisk overgår iPad på pixel pr. tomme (264 vs 288).

Vi kan næppe påstå, at du bemærker de få pixels forskel. Til gengæld adskiller skærmene sig radikalt på andre områder. Op imod Retina-skærmen er Samsungs Super amoled-skærm væsentlig mere kontrastrig og farvestærk. Det betyder, at du får et mere levende billede, der især gør sig rigtig godt til film. Samsung har forsynet Tab S med teknologi, der selv justerer skærmen efter dine omgivelser og de apps, du bruger. Samtidig er den nem at tyde, selv i sollys, og på den måde den mest fleksible skærm i testen.

Selvom Sonys skærm langt fra er dårlig, kommer den til kort overfor de to konkurrenter. Opløsningen er "kun" full HD, og billedet føles en anelse mere blegt og blodfattigt. Samtidig er betragtsningsvinklerne ringere end især Tab S, der virkelig brillerer på det punkt.

Lynhurtige letvægtere

Vi har vænnet os til, at kompakt design betyder lavere ydelse. Sådan er det dog ikke med vores tre testdeltagere. De er spækket med kræfter.
Hver især gør de brug af forskellige processortyper, men selvom Samsungs er ottekernet, Sonys firkernet og Apples tokernet er der ikke meget forskel i ydelsen.

iPad Air snupper en kneben sejr, når det kommer til den generelle hastighed ved navigation, aktivering af apps med mere, mens Tab S er hurtigst på nettet. Selvom Sony føles smidig i brug får den en sidsteplads i begge discipliner.

Batterilevetiden er en smule bedre på Samsungs tablet end på Sonys, men som sædvanlig er iPad mere eller mindre uovervindelig på det punkt, og banker de to eftertrykkeligt.

Selvom brugerfladerne grundlæggende er bygget op efter samme principper, er forskellen stor. Selv de to Android-tablets fra Samsung og Sony adskiller sig meget i deres layout.

Heldigvis er der generelt skåret ind til benet, så det er overskueligt at navigere og nemt at komme til apps på alle tre. Det er således mest af alt en vanesag, hvad der fungerer bedst for brugeren.

Udvalget af funkioner er ligeledes vekslende. De tre tablets mangler generelt kke noget, når det kommer til diverse sensorer og forbindelser. Kamera for og bag er ligeledes standard og kvaliteten generelt glimrende, omend iPads kameraer teknisk set er de andre underlegne.

På Tab S får du også fingeraftryksscanner, så du kan logge ind og gøre køb blot ved at stryge fingeren over startknappen. Det fungerer upåklageligt. Til gengæld undrer det, at Samsung har udeladt NFC, som ellers er ved at være standard på mobiler og tablets med Android. Det får du kun hos Sony. iPad er som altid fattigst på features, men det, du får, er godt og gennemtænkt.

Tæt løb

Det er svært ikke at lade sig imponere over, hvor stærk teknologi det er muligt at klemme ned i et tyndt apparat på under 500 gram. Med det i baghovedet er der ingen af testdeltagerne, der skuffer – blot er der én, der imponerede mere end de andre.

Den blændende flotte skærm, den gode ydelse samt det lette og komfortable design gør samlet set Samsung til vores foretrukne af de tre, mens den altid pålidelige iPad, som dog i dette selskab næsten føles kluntet, kom på en tæt andenplads.