Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Her er underholdningen sikret

Lenovo Yoga Tab 3 Pro 10” leverer overvældende meget tablet for pengene. Ikke mindst på underholdningskontoen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tabletten er den perfekte og ukomplicerede underholdningsmaskine, både ude og hjemme. Hvis du ser film eller serier fra Netflix eller HBO sker det ofte via en app, og her vil du elske denne Lenovo.

For ikke kun har den en meget klar og tydelig skærm, den har også indbygget projektor. Endda en DLP-type, som er kendt for at have bedre og dybere farvegengivelse end de LED-typer, som du oftest finder indbygget.Det er ikke kun smart, det er meget smart, fordi det rent faktisk kan bruges til noget. Nu er det ikke, fordi du skal sælge dit store tv eller ditto hjemmebio-projektor. Men vi er ærligt talt lidt imponeret over, hvor godt et billede, vi kunne få på en hvid væg med Lenovo.

Tryk på knappen, og vend den lille projektor op mod en væg, og du får et billede på mindst 50”, som står med fine, dybe farver og glød.

Det er på ingen måde som fra et tv, men i situationer, hvor der ikke er et tv eller en rigtig projektor kan denne løsning sagtens bruges. Og i jobsammenhæng kan maskinen bruges til en præsentation.Opløsningen er lav, og lysstyrken er blot 50 lumen. Det lyder ikke af meget, men i praksis fungerer det altså ret godt. Og så er det sjovt, at sætte projektoren på gulvet, projicere på loftet og ligge og se film på det hvide loft!

Projektoren sidder i foden. Smart i for eksempel jobsammenhæng. Projektoren sidder i foden. Smart i for eksempel jobsammenhæng.

Kan tåle vandstænk

Brugt som tablet i det daglige udmærker Lenovo sig ved, at den har en lille fod i den ene ende, som blandt andet huser førnævnte projektor. Det betyder, at tabletten er let at holde i hånden, men også at den ikke er helt flad og tynd som de fleste konkurrenter.

Til gengæld kan du stille den i forskellige vinkler, og øverst lige over skærmen finder du en højttaler, der kan spille højere og bedre end de fleste. Igen på grund af den lille runde fod, der er indbygget. Højttaleren er i øvrigt med Dolby Atmos-lyd, der giver god spredning opad, og gengivelsen håndteres af hele fire mini-højttalere, som lyd-eksperten JBL står bag.

Ydelsesmæssigt er Lenovo godt med

Vi er ikke kun imponerede over projektoren og lyden i Yoga Tab 3. Den 10” store skærm har en betagende glød og dybde, og her er den helt på højde med de sammenlignelige modeller fra Apple og Samsung. Lenovo kvitterer endda med en højere opløsning og derfor også med et meget detaljeret billede. Opløsningen betyder ikke, at skærmen overgår de to førnævnte, men den er bestemt på niveau. Læg i øvrigt dertil, at den er IP21-certificeret, hvilket betyder, at den er stænksikker.

Ydelsesmæssigt er Lenovo godt med. Den har ikke samme hastighed som de to førnævnte testdeltagere, men prisen er også langt lavere. Den har en opgivet batteritid på op til 18 timer, som vi også fandt den kunne klare i praksis. Dette plus dens formidable multimedieegenskaber betyder, at Lenovo med stor overlegenhed løber med prisen for testens bedste køb. Ingen over, ingen ved siden af i denne test, når prisen vejes med!

Som trenden dikterer, kan du også bruge elektronisk pen til at tegne og styre med direkte på skærmen. Som trenden dikterer, kan du også bruge elektronisk pen til at tegne og styre med direkte på skærmen.