Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vi har haft verdens første foldbare computer i hænderne: Her er Lenovo ThinkPad X1 Fold

ThinkPad X1 Fold er den første bærbare computer med en foldbar skærm. Designet giver ikke kun et større skærmareal, men åbner også for at væld af muligheder du ikke får på andre bærbare. Vi har haft den i hænderne ....

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den har været længe undervejs. ThinkPad X1 Fold blev introduceret for snart et par år siden, men nu er endelig på markedet.

Der er tale om intet mindre end en verdensnyhed. Den første bærbare computer med en foldbar skærm.

Lille og stærk

Den touchstyrede skærm måler 13,3″ - ganske almindeligt for en bærbar. Men når den foldes er ThinkPad X1 Fold så lille, at den kan være i selv en lille dametaske. Den vejer samtidig under et kilo.

ThinkPad X1 Fold er testet efter militærstandarder, så man skal ikke bekymre sig for holdbarheden. Hænglet er samtidig lavet til at kunne tåle nærmest uendelig mange bøjninger. Det folder med en behagelig modstand i hele dets vandring, så skærmen kan holde sin position næsten uanset, hvordan du vinkler den.

Generelt føles ThinkPad X1 Fold som en velkonstrueret enhed, hvor der er kælet for detaljerne.

Kommer med cover, pen og tastatur

ThinkPad X1 Fold kommer med et nydeligt lædercover med stander på bagsiden. Klap den ud, så kan du stille computeren oprejst for se video, vise præsentationer eller arbejde på den med et eksternt tastatur nedenfor.

Du kan også lægge ThinkPad X1 Fold fladt på bordet og bruge den som en skriveplade. Der medfølger Mod pen til at skrive og tegne på skærmen. En pen af høj kvalitet, med flot præcision og hurtig respons.

Man får også et fysisk tastatur med i pakken. Det kan placeres på den nederste del af skærmen, så du kan arbejde på ThinkPad X1 Fold som en almindelig bærbar computer. Et glimrende tastatur, der især vil finde tilhængere hos dem, der er begejstrede for de karakteristiske Thinkpad-tastaturer (som i vores øjne er blandt de bedste på markedet).

Har du ikke tastaturet med dig, er det muligt at gøre den nederste del af skærmen til et virtuelt tastatur.

Du kan også tage ThinkPad X1 Fold i hånden og anvende den som en tablet eller en ebogs-læser.

Flot skærm, moderat ydelse

Skærmkvaliteten er svær at klage over. Der er anvendt en OLED-skærm med 2048 x 1536 pixels og understøttelse af Dolby Vision. Den giver et skarpt, farvestærkt og kontrastrigt billede. Vores møde med ThinkPad X1 Fold foregik udenfor og her havde vi intet problem med at tyde skærmen. Der er 5MP HD webkamera i toppen med mulighed for ansigtsgenkendelse.

ThinkPad X1 Fold er dog ikke ligefrem et muskelbundt. Der er anvendt en strømsparende Core i5 med et par år på bagen. De grafiske kræfter kommer også fra denne chip, så det er umiddelbart ikke en maskine til krævende videoredigering og lignende (vi udførte ikke benchmarks på den, så det er kun en antagelse). Det opfordrer formatet dog heller ikke til.


Med en 8 GB ram og en hurtig NVMe-SSD på 512 GB kører systemet dog smidigt og der vil være rigeligt kræfter til almindelige arbejdsopgaver, underholdning m.m. Wi-Fi 6 og 5G gør samtidig at du har den hurtigste adgang til nettet. Der er også Bluetooth 5.1 og kablede forbindelser i form af to USB C-porte (USB 3.2, Gen 2).

Batteritiden er op til 8,5 time og ThinkPad X1 Fold kan oplades hurtigt med USB C.

Når tastaturet lægger imellem skærmdelene, kan Thinkpad X1 Fold foldes helt fladt sammen.

Lille maskine, stor pris

Og ja, så er der jo lige prisen. Den starter på 22.348,61 kroner, og kan nå op omkring 30.000 kroner, hvis du giver den fuld skrald på konfigurationen. Det er rigtig mange penge. Vi kan sagtens forstå hvorfor prisen er så høj, men når vi ser på hvad man ellers vil kunne få af computer til den slags penge, vil den nok ikke være det oplagte valg for særlig mange.

Dog åbner formfaktoren for så mange brugsscenarier, at ThinkPad X1 Fold kan være svær at sammenligne med andre enheder. Det kan være lige præcis det man har gået og manglet i sit arbejde, eller det drømt om at kunne tage med på business-turen, så man slipper for en uhandy bærbar. Og det kan måske i selv forsvare prisen. Vi glæder os dog til at de næste generationer forhåbentlig kommer lidt længere ned i pris, for der er ikke nogen tvivl om, at ThinkPad X1 Fold viser stort potentiale.