Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo Thinkpad X1 Carbon Gen 9: Opgraderet på den traditionelle måde – heldigvis...

Niende generation af den bærbare luksus-laptop Lenovo ThinkPad X1 Carbon er på mange måder "blot" en opgraderet variant af forrige udgave, og det er faktisk godt nyt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En Lenovo ThinkPad er nærmest lige så ikonisk som en Porsche 911, og sammenligningen holder da også, hvad angår holdbarhed, hastighed og pris, når vi er oppe i toppen af ThinkPad-hierarkiet. 

For den niende generation af X1 Carbon koster små 14.000 kroner, inden momsen er lagt på. Men er behovet en let bærbar spækket med features og nyeste teknologi – i Lenovos ikoniske, underspillede design – så er computeren spot-on.

Du har måske behov for at kunne håndtere ret tunge opgaver på farten. Det vil computerens Core i5-processor i de fleste tilfælde nemt kunne håndtere. Man kan naturligvis også få en X1 Carbon med Intel Core i7-processor, men i5'eren i nyeste variant er rigelig hurtig, medmindre du har meget, meget tunge opgaver.

Godt med hukommelse

Selv med belastende Photoshop-filer går det ganske kvikt – og det har da også hjulpet computeren godt på vej, at den er udstyret med 16 GB hukommelse og et Intel Iris-grafikkort. Mange computer-nørder ved udmærket, at man kan få kvikkere laptops med en 14" stor trykfølsom skærm i full HD-opløsning til lavere pris. Men det er ikke hele historien, for de billigere maskiner er som regel ikke bygget så gennemført og forsynet med så høj komponentkvalitet som denne X1.

Blandt de mange gode ting ved computeren er det velkendte og gode ThinkPad-tastatur, som du vil sætte pris på i (hjemme)kontoret og på farten. Dertil kommer en ssd-disk med TCG Opal Encryption 2, som sikrer dine data.

Computeren har en yderst effektiv og hurtig fingeraftrykslæser og desuden en "privat skærm"-funktion. Ved at trykke en funktionstast kan du sikre, at skærmen ikke kan læses af personer, der forsøger at kigge med skråt bagved dig. Skærmen bliver noget mørkere, men kan stadig tydeligt læses af den bruger, som sidder ret foran.

Rart er det også, at skærmen reagerer hurtigt på input, når du trykker på den. Skærmen har tilmed en lækker glød og dybde, som du vil nyde, hvis du i arbejdstiden skulle snige dig til at se en film på flyrejsen, eller hvor du nu befinder dig.

Plus og minus ved møder

Her vil du også have glæde af HD-lyden skabt af et Realtek-lydkort, der understøtter Dolby Atmos.

Skal du have et videomøde, må du nøjes med et indbygget 720 P-kamera, men det betyder så også, at du belaster netværket mindre end med højere opløsninger.

Det vil du især blive begejstret over, hvis du befinder dig et sted, hvor der er knap så hurtig forbindelse.

Til gengæld er kameraet skarpt, og der er hele fire indbyggede mikrofoner og i øvrigt også fire højttalere.

På mange måder overrasker den nyeste X1 Carbon ikke, og det er rigtig godt, da opskriften på en ThinkPad er noget nær optimal. Hvorfor egentlig ændre et ”winning team”?

Harddisken på sølle 256 GB er i underkanten, når vi taler om en så høj pris for computeren. Men resten af maskinen er i den grad godkendt, og den kan anvendes i mange typer af firmaer. De vil alle sætte pris på den lave vægt, blot 1,33 kilo. 

Skærmen kan lægges ud i et med tastaturet. Den er trykfølsom, så du nemt kan benytte den til en præsentation eller til at tegne på.