Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo ThinkPad P53: Et mobilt arbejdsliv uden begrænsninger

Vil du være sikker på ikke at mangle hverken kræfter, features og forbindelser, når du arbejder på farten, så er Lenovos workstation noget nær det ultimative, du kan få. Hvis du altså er parat til at give afkald på pensionsopsparingen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi ved jo godt, at en stationær altid vil være det stærkeste, men der er mange typer jobs, der kræver, at man er mobil, og det uanset hvor teknisk krævende de computeropgaver, man arbejder med, er. Så er det heldigt, at der findes maskiner som P53, for der skal
en stationær af den virkelig tunge kaliber til at hamle op med Lenovos workstation.

Bygget i bedste kvalitet

Det er selvsagt en bastant og halvtung sag med en velvoksen strømforsyning, men faktisk ikke så massiv, at den ikke relativt nemt klemmes ned i tasken.

Den er bygget, så den kan tåle stort set alt, fra spildte væsker til ekstrem sandstorm og en tur ud i rummet, men i sit design er den en ThinkPad, som vi kender og muligvis elsker.

En kulsort no-nonsense-maskine, med lækkert tastatur, stor touchpad med fysiske knapper, og så den karakteristiske røde trackpoint navigations-dims midt mellem tasterne. Den mangler således ikke kontrolmuligheder, og alt er velkonstrueret og behageligt at arbejde med over en hel dag.

Under tastaturet finder man en fingeraftrykslæser, så det er nemt at logge ind på maskinen. Det er også muligt at logge ind med ansigtsgenkendelse via kamera-et over skærmen. Ønsker man privatliv, kan dette nemt lukkes til med en lille fysisk skyder, der trækkes for.

Når det gælder udvalget af porte, er det de færreste, der vil savne noget. Der er flere fuldstørrelse USB 3-porte, USB C, både med og uden Thunderbolt, HDMI, fysisk LAN-port, kortlæser, smart card, hovedtelefon/mikrofon-stik og simkort, så du kan koble den på det mobile internet. Når det gælder trådløse forbindelser, kan man heller ikke klage. Du får lynhurtig Wi-Fi 6 samt Bluetooth 5.1 vPro.

Forrygende skærm

Den model, vi testede, var forsynet med en 15,6” 4K, OLED-touchskærm med Dolby Vision HDR og fuldt farvespektrum. Det er svært at komme i tanke om, hvad man ellers kunne forlange af en skærm, og det er da faktisk heller ikke til at sætte en finger på billedkvaliteten. Kontrasten er forrygende, farverne stærke, og skarpheden så stor, at du kan arbejde helt i detaljen med billedbehandling og grafisk arbejde.

Skulle du falde for fristelsen til film eller spil, er den selvsagt også en fryd, og her får du ligeledes fornøjelse af de vellydende Dolby Atmos-højttalere, der får lyden til at sprede sig langt over den kompakte maskines rammer.

Uhæmmede kræfter

Uanset hvad du vælger at kaste dig ud i, har ThinkPad P53 kræfterne til at håndtere det.

Den ottekernede Core i9-processor kører helt op til 4,80 GHz, hvis der skulle være behov for det, og Quadro RTX 4000-grafikkortet præsterer en ydelse, vi ikke har oplevet, selv i de vildeste gamingbærbare, der har været forbi redaktionen.

Der er således ikke rigtig nogen begrænsninger for, hvad du kan gøre med maskinen. Den afvikler alt fra VR til AI-projekter og er fuldt kompatibel med 3dsMax, AutoCAD, Vectorworks og alle de andre store softwareløsninger.

På sikkerhedsfronten er der gået grundigt til værks med Lenovos stærkeste ThinkShield-funktioner, så du ikke skal være bange for, at de forkerte får adgang til dit arbejde.

Batterilevetiden er også okay, Maskinen klarer fint en arbejdsdag, selv en af de lange, men den er ikke på niveau med mange af letvægtskonkurrenterne.

Så er der selvfølgelig lige prisen. Det kan næppe komme som en overraskelse, at en maskine som denne koster kassen, men at kalde den dyr er ikke nødvendigvis rigtigt. For vi er oppe i en klasse helt uden kompromisser, hvor det hele bare spiller, og hvor der hele vejen igennem er anvendt de fineste løsninger, så set i det lys, er den sådan set alle pengene værd.