Med Thinkbook-serien, som blev introduceret sidste år, ramte Lenovo en vellykket balance mellem lækkert livsstilsdesign og stærke business-egenskaber. En bærbar til dem, hvor grænsen mellem hverdag og arbejde ikke sådan lige er til at trække, og hvor arbejdspladsen lige så godt kan være den lokale café som storrumskontoret.
Med Thinkbook Plus fortsættes den gode stil, mens funktionaliteten øges med en ekstra skærm på fronten.
Det er en veldesignet maskine, som udstråler seriøsitet, uden at være helt så tør som Thinkpad-modellerne. Aluminiunskabinettet giver den et mere moderne skær, mens de slanke linjer og den lette vægt gør, at den er nem at få plads til i tasken.
Der er et rigtig fornuftigt udvalg af fysiske forbindelse, inklusiv hurtigopladning med USB C samt de nyeste trådløse standarder – Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.0.
Kombineret med et forrygende godt tastatur – faktisk det bedste vi kan mindes at have prøvet i prisklassen – en flot og favestærk skærm, anstændige højttalere fra Harman Kardon og en vellydende Core i5-processor, der også sparker godt til på grafikken, er der altså intet at klage over.
Du er virkelig godt kørende, stort set uanset hvilken type arbejde (eller underholdning), du vil kaste dig over.
Batterilevetiden er heller ikke skidt. Du kommer nemt igennem en arbejdsdag på en opladning.
Thinkbook Plus har imidlertid ikke nok i bare at være en god bærbar. Den vil nye veje, og det kommer den med en e-ink-skærm, placeret på ydersiden af låget. En type skærm, som vi især kender fra e-bogslæsere, men som Lenovo også tidligere har eksperimenteret med som et slags multikeyboard i deres Yoga Book-modeller.
E-ink-displayet kan fungere som en notesblok, du kan tegne og skrive på den med den medfølgende pen. E-ink egner sig godt til det formål, da skærmtypen giver en fornemmelse af rigtig papir. Det føles således ret naturligt at tegne og skrive på skærmen, trods den forsinkelse, der er.
Dine noter kan gemmes på pc’en som billedfiler, eller du kan kopiere dem og sætte dem ind i en wordfil, så forvandles din håndskrift til digital tekst. Det havde dog været smart, hvis man kunne gemme den direkte til Word.
Klap skærmen ned og du har en ny skærm foran dig. En skærm, der kan have flere funktioner. Du kan indstille den til at vise kalender og nye mails, så er du opdateret uden at åbne computeren. Du kan også læse dokumenter, eksempelvis pdf’er fra pc’en, som du har mulighed for at rette og markere i. Det kan du gøre med den medfølgende pen. Den kan også bruges til at skrive noter eller tegne skitser.