Når man får udleveret en bærbar af sit arbejde, er der ofte tale om en ordentlig klods, hvor der er tænkt mere på praktik og sikkerhed end design og mobilitet.
Med Thinkbook gør Lenovo det imidlertid muligt at indtage mødelokalet med stil uden at gå ned på seriøse arbejdsfunktioner.
Lenovo ThinkBook er en slank og lækker maskine skabt i stilrent aluminiumsdesign. Den udstråler ligeså meget livsstil som business, og den er da netop også skabt til dem, hvor de to ting flyder sammen. Dem, hvor den bærbare er en naturlig del af hverdagen, hvad enten man arbejder med powerpoints og excel-ark eller slapper af med en film eller et spil.
Den 14” store skærm, som kan ligges helt fladt bagover, står flot, med god skarphed og høj kontrast. Den suppleres af fine Dolby Atmos-højttalere med Harman Kardon-aftryk samt et dejligt responsivt tastatur med smarte genvejstaster til eksempelvis Skype-opkald, deaktivering af kamera og flytilstand. Dertil kommer en rigtig behagelig touchpad.
Trods det kompakte design er der blevet plads til et imponerende udvalg af tilslutninger. Der er to USB-C, den ene en 2. generations USB-C med DisplayPort-understøttelse og opladning, dertil to fuldstørrelse USB 3, en skjult USB 2 samt HDMI, kortlæser, kombi ind/ud-lydstik, RJ45-netværksport og en indgang til strøm. Det er svært at forlange mere, især i en maskine af denne størrelse.
Af fysiske features byder Thinkbook også på en praktisk fingeraftrykslæser integreret i powerknappen samt et fint webkamera med en lille skyder, der kan trækkes for, når man vil sikre privatlivet.
Den testede model var med Core i7-processor og leverede rigelig power til stort set alle typer arbejde. Maskinen er hurtig og smidig i brug, hvilket ikke mindst skyldes det indbyggede ssd-lager og en god portion ram.
Summary
»Uden at give afkald på sikkerhedsfunktioner, kræfter og tilslutningsmuligheder får man en lækker og stilren maskine, der er nem at have i tasken og byder på flot skærm, god lyd og fremragende tastatur. En toptjekket arbejdsbærbar.«
Pris: 8304 kr.
Skærm: 14” FHD IPS
Processor: Intel Core i7-10510U
Ram: 16 GB ddr4
Drev: 512 GB M.2 PCIe SSD
Tilslutninger: USB 3.1 Gen2 Type-C,
USB 3.1 Gen1 Type-C, USB 3.1 Gen1 Type-A (Always-On), USB 3.1 Gen1 Type-A, skjult USB 2.0 Type-A,
HDMI 4-i-1-kortlæser, kombi-lydstik, RJ45, strøm