Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo Tab P10: Underholdningstablet til hele familien

Lenovo Tab P10 er en veldesignet Android-tablet med flot skærm, stor Dolby Atmos-lyd og separate logins, så hele familien kan deles om den.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nye tablet er nemlig først og fremmest skabt til at kunne klare opgaven som en underholdningsenhed, du nemt kan hive frem fra skuffen derhjemme eller smide i tasken, når du skal ud.

Den er skabt i et enkelt og elegant design med afrundede aluminiumskanter og glas på både for- og bagside.

P10 er ret kompakt taget de generøse 10 tommer i betragtning og med en vægt på kun 440 gram, er den særdeles let at holde i hånden.

I højre side finder du indgang til hovedtelefoner samt USB C-indgang til opladning og på fronten er fingeraftrykslæser. Flere brugere kan logge ind på hver sin konto med separat adgang til sociale medier m.m., blot ved at man hver især opretter et fingeraftryk. Det gør P10 ideel som en familietablet, alle i husstanden kan deles om. 

P10 kommer med Android Oreo som styresystem. Det er ikke det nyeste, men det er nok de færreste, der vil føle nogen mangler.

Flot filmoplevelse

Den store skærm suppleres af fire højttalere med Dolby Atmos surround-lyd. Således er der lagt op til store underholdningsoplevelser. Billederne flyder flot henover den fine full HD-skærm, mens højttalerne leverer stor lyd, der breder sig et godt stykke udover skærmens fysiske rammer.

De fleste spil kan P10 også fint trække, men den beskedne Snapdragon-processor har sine begrænsninger, så forvent ikke de vildeste præstationer, når det gælder tungere spil eller krævende videoredigering. Det indbyggede lager på 32 GB giver heller ikke uanede muligheder for at installere store apps og gemme musik og film internt. Der er dog mulighed for at udvide lagerpladsen med microSD-kort.

Batteriet klarer snildt en hel dag med underholdning og er hurtigt ladt op igen med Rapid Charge.

God allround-tablet

P10 er således ikke en tablet, der er helt med i top på teknikken, men det er en tablet, der til en rigtig god pris leverer det, som langt de fleste brugere kræver. Og gør det i fin stil.

Uanset om du vil bruge den som en sofacomputer til internet-surf, som underholdningsenhed til ferien eller som en deletablet i familien, så sikrer det lette design, det gode billede, den flotte lyd og den nemme opsætning af flere profiler, at du får en god oplevelse.

Læs hele anmeldelsen i Alt om DATA 01, som er på gaden d. 13. december.