Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo Legion S7 Pro: Letvægts-gamer med kontortække

Efter normale standarder vil man næppe kalde en bærbar på 1,9 kilo en letvægter. Er den udstyret med et Nvidia GeForce RTX3060-grafikkort, er det en anden sag. Legion Slim 7 Pro er en af de letteste bærbare på markedet med denne type grafikkort.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I sine dimensioner adskiller den sig ikke meget fra den gængse 15”-bærbar, og i sit design er den tilforladelig. Der er faktisk ikke andet end de forvoksede kølegitre og det farverige lys i taster og powerknap, der afslører, at vi har med en gamer at gøre.

Det matte, sølvgrå aluminiumsdesign vil ikke være malplaceret på møderumsbordet, ligesom de glimrende taster, som vi også kender fra Yoga-maskinerne, er velegnede til kontorarbejde. Nogle gamere vil formentlig savne en længere vandring og et mere markant klik, men vi synes, tasterne rammer en optimal balance mellem det skrive- og det spillevenlige.

En lille sprinter

Der er godt smæk på lyden i de indbyggede Harman Kardon-højttalere, som dog er mere skramlede og basfattige i lyden end de bedste konkurrenter.

Der er mulighed for at logge ind med både fingeraftryk og ansigt, men på tilslutninger har man valgt en måske lige lovlig strømlinet tilgang. Vi sætter pris på kortlæseren, men kunne godt have brugt en HDMI-port og for så vidt også en mini-DisplayPort som supplement til de to USB A- og to USB C-porte, der dog er af nyeste generation og derfor ret fleksible i deres kompatibilitet.

Kablet LAN er der heller ikke. Til gengæld er der Wi-Fi 6 og desuden en højtydende ssd på 512 GB og 16 GB hurtig ram.

Læg dertil en AMD Ryzen 7 5800H-processor samt et RTX3060-grafikkort, og du har en relativt kompakt bærbar, der er i stand til at trække nogle af de tungeste spil. Ydelsen er ikke helt på niveau med fuldvoksne Legion-bærbare, men for de fleste gamere vil den være mere end tilstrækkelig.

Batteritiden er fornuftig med cirka 8 timer, og som prikken over i’et får du en flot og farvestærk IPS-skærm med Dolby Vision og op til 165 Hz opdateringsfrekvens, som justeres automatisk til dit spil.

Samlet vurdering: 5/6 stjerner

Pris: Fra 12.499 kroner