Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Laptop forklædt som netbook

Den nyeste bærbare fra Medion kunne godt forveksles med en netbook, så lille og kompakt er den.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der stod notebook på pakken, men vi må indrømme, at da vi pakkede den ud, blev vi i tvivl. For størrelsen tydede mere end noget andet på en netbook.

Et kig på specifikationerne fik os dog på andre tanker. Skærmen er 12,1", der sidder en AMD E450 dual core-processor i den på 1,65GHz, og den har et AMD Radeon HD 6320 DirectX 11-grafikkort indbygget.

Derudover er der en harddisk på 750GB harddisk og 4GB ddr3-hukommelse, og den har usb 3.0, hvilket er skønt. Den har også gigabit-netværkskort og 802.11n trådløst netværkskort samt kortlæser, der læser sd-, sdhc-, sdxc-, mmc-, ms- og ms-pro-kort.

Operativsystemet er et Windows 7 Home Premium 64bit, hvilket er super fedt, og der er Microsoft Office Starter 2010, der er en nedbarberet version af Office, som blandt andet indeholder reklamer. Men som du så kan bruge gratis. Du kan også vælge at købe den fulde version af Office, hvis du ønsker det.

Et par hurtige test

Denne computer er en sjov sag, for størrelsen siger computer til brug på rejsen eller i skolen, men hardwarespecifikationerne siger, at den kan lidt mere. Vi var derfor noget i tvivl om, hvordan vi bedst kunne teste den.

Vi valgte at sende den igennem vores produktivitetstest, da vi absolut ikke ser denne computer som en gamermaskine, og derefter sendte vi den igennem Sisoftwaer Sandra for at få et overblik over ydelsen generelt.

Vi testede også harddisken og naturligvis batterilevetiden, og endelig så tjekkede vi den for, hvor behageligt tastaturet var at bruge, og om den blev varm, eller om blæseren larmede.

I PCMark Vantage scorede den 1.868 PCMarks, hvilket ikke er imponerende, men absolut fint for en laptop til under 3.000 kroner, og som samtidig er ultra mobil.

Den samme tendens så vi i SiSoftware Sandra, hvor den overordnede score placerede maskinen som en gennemsnitlig maskine. Igen – fint for denne type computer.

HD Tune Pro viste os ligeledes en harddisk, der var gennemsnitlig, nemlig med 74,3MB/s i gennemsnitlig overførselshastighed, og igen størrelse og pris taget med i betragtning er det faktisk en flot score.

Endelig testede vi batterilevetiden, og på Battery Eaters hårdeste test levede den i 2 timer og 19 minutter, uden nogen form for batteribesparende funktioner slået til. Det var ret flot, og det viser en computer, der fuldt ud er i stand til at holde meget længe på batteriet, selvom den bliver brugt flittigt.

Rigtig god til prisen

At bruge MD98977 vil hurtigt afsløre, at den ikke bliver specielt varm, men du kan faktisk godt lige præcist høre blæseren. Ikke så meget, at det er generende, men den siger dog nok til, at du kan høre den.

Tastaturet er meget behageligt at bruge. Det er skønt med de isolerede taster, touchpad’en til musen er placeret perfekt og er dejligt responsiv. Det er en skøn maskine at arbejde på.