Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: LandXcape LX835: Simpel og lidt hjælpeløs

Betjeningen er ligetil, men robotten er ikke så skarp til at finde rundt på plænen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ønsker du bare at få klippet din plæne uden så meget pjat, så byder robotten fra LandXcape på en mere simpel tilgang til opgaven end de øvrige i testen.

Enkel betjening

Her er ingen app, touchskærm eller mobilforbindelse. Til betjening får du blot et drejehjul, fire gummiknapper og et primitivt fircifret display. Hjulet gør det muligt at indstille, hvlket tidsinterval maskinen skal arbejde indenfor. Alternativt kan du sætte den på ”Auto”, så finder maskinen selv ud af det. 

Enkelhed som her er herligt. Havde brugervenligheden blot været krydret med den rette intelligens, kunne LandXcape have været en drømmemaskine, som med et minimum af besvær sikrede en altid velplejet plæne. 

Ikke så selvkørende

Sådan er det ikke helt, desværre. Den er langt fra ligeså snu som de bedste i testen. LX835 kastede sig over plænen på mere eller mindre vilkårlig vis, og hurtigt fik den forvildet sig ud i en situation, vi måtte hjælpe den fri af. Det skete gentagne gange. 

Selvom betjening er simpel, er maskinen derfor ikke uden besvær. På en mere regulær, vel-plejet plæne havde den ikke haft samme problemer. Ikke desto mindre er risikoen for fejl generalt større her end hos flere af de andre maskiner i testen.

LX835 klipper dog plænen ganske nydeligt, og ligesom Vorx, som den er i familie med, har den en smart, sidevendt ladestation, som den nemt finder hjem til.