Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lækre lytterbøffer til musik og film

6 hovedtelefoner der er skabt til indendørs lytteoplevelser.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er du både single og husejer med god afstand til naboerne, har du næppe brug for hovedtelefoner som dem, vi tester her. Men lever du i omgivelser, hvor hensyntagen til andre er et must, kan de give dig frihed til at nyde musik og film for fuld skrue, præcis, når det passer dig.

Modeller og priser

Hovedtelefoner kommer i et utal af mærker, størrelser og farver, og ligesom med så mange andre hifi-produkter spænder priserne fra det latterlige til det sindssyge. Hos Tiger kan du få en hovedtelefon for 30 kr., og opadtil er der stort set ingen grænse. De seks modeller, som T3 her har lagt ører til, fordeler sig med tre til ca. 1.000 kr. og andre tre til omkring det dobbelte. Ingen af de testede modeller er in-ear-typer – altså ørepropper til bærbart grej og iGadgets. Her handler det om hovedtelefoner, der primært er beregnet til tilslutning til hifi- og surround-udstyr. De kan naturligvis også drives af små audioafspillere, men det er ikke deres primære formål, og selv om antallet af ”rigtige” hovedtelefoner er stigende i bybilledet, er det nok ikke en model fra dette udvalg, du bør vælge til cykelbrug – i hvert fald ikke i dårligt vejr.

Praktisk lytning

Til musik har jeg spillet på en ny Rotel RCX-1500 cd-receiver, som har en 3,5 mm jack-bøsning på fronten. Jeg har lyttet til både rock og klassisk. Til film har jeg spillet på en Yamaha RX-V3900 surround-receiver, som har en Silent Cinema indstilling, der breder lydbilledet ud, så det bliver mere surround-agtigt. Jeg har lyttet til nogle tv-programmer og udvalgte scener fra ”Casino Royale” på Blu-ray. Til musik foretrækker jeg en hovedtelefon med en fyldig bas. Til film kan sådan en hovedtelefon virke for voldsom, fordi de lavfrekvente effekter der ellers gengives af en subwoofer, konstant buldrer i ørekapslerne. Derfor har jeg det bedst med en mindre basstærk hovedtelefon til film. Sådan er min smag. Du bør naturligvis stole på dine egne ører og vælge en hovedtelefon, der passer dig. Og så kan det anbefales at finde en forhandler, som ikke er bange for at åbne blisterpakkerne og demonstrere forskellige modeller for dig.

AKG – nu med Quincy Jones

Østrigske AKG, som nu er en del af Harman International Industries, har fremstillet mikrofoner og hovedtele-foner til såvel private som professio-nelle i årtier. På et tidspunkt virkede firmaet lidt støvet, men så blev det overtaget af Harman, og siden er der fyret op under produktudviklingen. På årets IFA-gadgetmesse i Berlin var det en af de større nyheder, at AKG har indgået et samarbejde med ingen ringere end Quincy Jones, og vil du være hushjælp hos ham, skal du være indstillet på at tørre støv af 27 Grammy-trofæer plus et utal af andre priser. Dette amerikanske ikon lægger navn til AKG’s Quincy Jones Signature Line, som omfatter tre hovedtelefoner – en overkommelig in-ear-model, den testede Q 460 og en kostbar reference-sag.

AKG Q 460 kan fås i sort, hvidt eller neongrønt. Den smalle hovedbøjle og ørekapslerne er moderat polstret med skumfyldt sort kunstlæder. Hovedtelefonen kan foldes sammen, så den nemt kan pakkes ned i det medfølgende etui. Den leveres med to kabler, og på det lange er der en mikro-fjernbetjening med tre taster, som kan styre flere funktioner på en iPod/iPhone. Q 460 er lige det mindste til et stort hoved og ændrer lydmæssig karakter afhængigt af placeringen på det ydre øre.

Musik gengives med en stærk følelse af nærvær. Diskanten er meget klar, og bassen er rigtig god. Film gengives med en god balance, klar dialog, mange detaljer og behersket subwoofer-bulder. Flot filmlyd til prisen.

B&Ws hovedtelefon

Når en af verdens mest respekterede højttalerproducenter lancerer en hovedtelefon, er der grund til at spidse ører. Hvis du har savlet over iPod-højttaleren Zeppelin, kan du genkende formsproget i P5- hovedtelefonen. Udførelsen er i samme klasse med mat og blankt metal plus silkeblødt newzealandsk lammeskind på ørepuderne og hovedbøjlen. P5 omslutter ikke ørerne, men da den er lukket bagtil, giver den en ganske betydelig dæmpning af støj fra omgivelserne.

Pasformen er god, grænsende til det stramme. Magnetsystemet er baseret på højeffektivt neodym, og membranen er af kunststoffet mylar. Ørepuderne fastholdes af magneter og er nemt aftagelige. Det er især vigtigt for den venstre, for den giver adgang til den kontakt, som gør det muligt at skifte kabel. Det ene medfølgende kabel har tre taster til styrkeregulering og betjening af en iPod/iPhone, og vil du have den renest mulige lyd, skifter du til det konventionelle kabel. Musik gengives meget kontrolleret og lidt distanceret. Klangbalancen hælder mod det lyse, og Instrumenternes nuancer er gode.

Film gengives med en virkelig god detaljering og meget klar dialog. Den lyse klangbalance giver kontrol over selv de voldsomste action-scener. Min favorit til film.

Grado – amerikansk ikon

”Et af de ældste familieejede firmaer i audioindustrien”. Sådan begynder ”History”-afsnittet på Grado Laboratories’ website. Joseph Grado blev uddannet som urmager, stiftede bekendtskab med Saul Marantz – et andet hifi-ikon – og begyndte at bygge pickupper på køkkenbordet i 1953, men da cd’en kom frem i 1980’erne, skulle der flere boller på suppen, og Grado begyndte at udvikle en High-End Signature Series af hovedtelefoner.

Den nuværende PS1000 topmodel koster en bagatel af 15.995 kr. Den testede SR80i kommer fra Grados Prestige Series og skiller sig ud fra mængden ved at have et ganske ublæret design med åbne kapsler i sort plast og en hovedbøjle af metal beklædt med kunstlæder. Som den eneste deltager i denne test specificerer Grado driver-matching, der opgives til 0,1 dB. Det vil sige, at forskellen mellem de to kanaler er mindre end 1,2 %, hvad der er utrolig flot for en lydgiver.

Musik gengives udpræget behageligt, klart og let. Instrumenter som violiner kan virke en anelse spidse. Godt til prisen. Film gengives også behageligt. Taleforståeligheden er meget god, og bulderet i basområdet er under kontrol.

Koss – en legende

Koss’ historie kan indledes på samme måde som Grados, for i 1953 startede John Koss sin karriere med at udleje fjernsyn i Milwaukee. I 1958 steg han som så mange andre på det accelererende hifi-tog og udviklede en pladespiller, som blev demonstreret sammen med en hovedtelefon. Hovedtelefonen blev et hit, og Koss var smart nok til at registrere varemærket ”stereophone”. SP-3 regnes for verdens første hifi-hovedtelefon, men i min optik er der endnu mere kult over PRO4 fra 1960’erne. Den blev officiel hovedtelefon i Air Force One.

På den testede PRO4AAT, hvor T’et står for titanium-forstærkning af membranen, er metaldelene afløst af lakeret kunststof, men hovedtelefonen udstråler stadig en imponerende soliditet, som understreges af den meget høje vægt på 450 g. Ørepuderne af blankt, syntetisk gummi, giver en uovertruffen beskyttelse mod støj fra omgivelserne, for hovedtelefonen sidder også stramt på hovedet.

Musik gengives med en vis distance. Til testens bedste bas hører en svag diskant og mørk, men nuanceret mellemtone. Film gengives med en power, som kan virke overvældende. Bassen er så stærk, at den næsten kan føles i kroppen, og perspektivet er meget bredt.

Pioneer – komfort i højsædet

Hifi-mærket Pioneer, som næppe behøver nogen nærmere præsentation, startede som højttalerbygger, og hovedtelefoner har været en del af sortimentet i årevis. I dag er firmaet begyndt at satse stærkere på tilbehør og kan tilbyde hovedtelefoner til ethvert formål.

Den testede SE-A1000 tilhører Full Size- kategorien, hvor den er den eneste High-End-model. Den henvender sig til musik- og filmelskere, som vil kunne fordybe sig i deres hobby i timevis, og med et rekordlangt kabel på hele 6,0 m giver den også en betydelig bevægelsesfrihed. SE-A1000 er testens største og næsttungeste model, men det sidste mærkes næsten ikke. Den 40 mm brede, selvjusterende hovedbøjle af blødt stof får hovedtelefonen til at hvile blidt på hovedet, og trykket fra de åbne ørekapsler er minimalt.

Min favorit til lang tids lytning. Musik gengives med en naturlig varme, en behagelig, let tilbagelænet diskant og fornemme detaljer i lydbilledet. Film gengives med en lidt mørk klang, en klar dialog og så mange detaljer, at det bliver en ekstra fornøjelse at gense en klassiker.

Sennheiser – lækker finish

Sennheiser er en del af det tyske erhvervsmirakel efter anden verdenskrig. Fritz Sennheiser lagde ud med at producere måleinstrumenter og mikrofoner, og i 1968 lancerede hans firma HD 414 – hovedtelefonernes Volkswagen, som med et salg på mere end 10 millioner enheder har sat en rekord, der næppe kan slås. Sennheiser HD 598 får mig til at tænke på de – alt for få – gange, jeg i embeds medfør er blevet fragtet rundt i en Mercedes S-klasse eller BMW 7-serie. Det lyse, bløde kunstlæder kombineret med blødt, brunt velour og blanke træ-detaljer minder utrolig meget om kabinen i sådan en flyder, men fornemmelsen på hovedet er dog noget mere kontant – mere i stil med undervognen i en 5-serie.

Med ægte tysk grundighed er der en megalang udstyrsliste med features og fordele på Sennheisers website. Især er der grund til at fremhæve firmaets EAR (Eargonomic Acoustic Refinement) teknologi, som dirigerer audiosignalerne direkte ind i øregangene.

Musik gengives varmt, nuanceret og fokuseret. Klassiske instrumenter klinger afbalanceret. med en god følelse af nærvær. Min favorit til musik. Film gengives med en god dialog og en noget mørk klang, som kan gøre effekter dramatiske – på godt og ondt.