Lækkert grej i frit fald… kan det tåle mosten?

Lækkert grej i frit fald… kan det tåle mosten?

Share

Nogle dimser er særlig hårdføre. Men hvad kan de egentlig tåle? Det har vi sat os for at teste. Og her er der kun én metode, der dur. Vi smider simpelthen en række udvalgte produkter ned fra toppen af en stige

Forestil dig det: Din elskede smartphone styrter mod gulvet – nærmest som i slowmotion – og kort efter ser du, hvordan den desintegrerer. Vi har vist alle prøvet noget lignende, og prognosen er sjældent god. I bedste fald virker telefonen stadig; med knækket glas, løse sammenføjninger og tydelige ridser. I værste fald må du imødese indkøb af en ny telefon eller en dyr reparation.

Heldigvis findes der smartphones og andre elektroniske dimser, som er særlig hårdføre over for stød og slag. De koster lidt ekstra. Men er de så også ekstra hårdføre i praksis?

Op på stigen

Derfor har vi valgt at teste et udvalg af hårdføre produkter fra deres anbefalede maksimale faldhøjde. Og til det brug har vi indkaldt en stige og et målebånd. Ganske enkelt (nogle testopgaver er da bare så simple!).

Testen begynder med harddisken LaCie Rugged 2 TB Thunderbolt USB-C. Den er pakket ind i en blød, orangefarvet beskyttelseskappe. Det er kort sagt et drev, som er bygget til overlevelse. Overførselshastigheden er høj (130 MB/s.), så vi smider hurtigt en håndfuld videofiler på drevet, kravler op på stigen og holder drevet to meter over gulvet. Med tilbageholdt åndedræt og spændte lår slipper testeren harddisken, der styrter mod terra firma.

Et kort øjebliks stilhed synes at vare en evighed – indtil der lyder et kraftigt bump, da det stakkels produkt knalder i gulvet og efter et par rul falder til ro. Det er ikke nogen rar lyd. Men da vi inspicerer overfladen, er det svært at se noget mærke overhovedet.

Se også:  Robust tablet til eksplosive miljøer

LaCie hævder, at drevet er modstandsdygtigt over for et tryk på et ton. Så jeg banker mine størrelse 45 ned i udyret et par gange, før jeg tilslutter drevet til min iMac Pro. Fantastisk! LaCie har bestået testen. Alle videofiler er intakte og kan åbnes uden problemer.

Kamera på eventyr

Det næste produkt, vi tester, er kameraet Nikon Coolpix W300. Det markedsføres som eventyrerens bedste ven og kan tåle et fald fra 2,4 meter – hævdes det. Vi indleder testen med at sætte kameraet til at filme (1080p/60 fps), og vi er med det samme imponeret over det mættede billede, der dukker frem på den 3 tommer store antirefleksionsskærm. Nikkor-linsen er på arbejde.

Men når vi nu om et øjeblik lader vores tester smide Coolpix W300 ud fra stigens top, vil det så demonstrere, at det kan overleve i den vildeste natur, eller vil det forlade os og gå til de evige kameramarker?

Kameraet holdes ud i luften i 2,4 meters højde. Det filmer stadig. Vi er klar. Det her kan komme til at gøre ondt på kameraet. Tør vi slippe? Vi gør det!

Kontakten med gulvet ledsages af et klart og tydeligt knald. Men et lettelsens suk spreder sig snart iblandt os, da vi opdager, at kameraet skam stadig er i gang med at filme. Testen gentages nogle gange med samme resultat (en enkelt gang lukker kameraet dog ned, og optagelsen går tabt).

Det går jo ganske godt. Så videre til næste produkt. Det er GoPros nye Hero6, et stemmestyret actionkamera til 4K/60 fps-optagelser i kombination med beskyttelseshuset Super Suit. GoPro opgiver ikke en maksimal faldhøjde, men selv uden huset er dette kamera bygget til at tåle en del strabadser.

Se også:  Samsung klar med hårdfør tablet

Det er ikke mange kameraer, som har overlevet et fald fra 300 meters højde (du finder flere optagelser af dette på YouTube). Derfor overrasker det os egentlig ikke, at vores ydmyge stigetest ikke er nogen som helst udfordring for GoPro-kombinationen, der tager fald efter fald i stiv arm uden den mindste skade på overfladen eller med hensyn til funktionerne.

Her er dimserne vi forsøger at ødelægge
LaCie Rugged 2 TB Thunderbolt USB-C

Støv- og vandtæt harddisk. Tåler et fald på 2 meter. Skulle også overleve, hvis du lader en bil køre hen over den. Pris: 1400 kr.

Nikon Coolpix W300

Faldhøjden er opgivet til 2,4 meter. Kameraet er også godt beskyttet mod vand og støv. 16 MP-sensor plus 4K-video. Pris: 3500 kr.

GoPro Super Suit H ousing

Som om GoPros actionkamera Hero6 ikke er hårdført nok i sig selv, kan du pakke det ind i denne ekstra beskyttelse mod vand og hajer. Pris: 325 kr.

Suunto Spartan Ultra Stealth Titanium

Touchskærmen på Suuntos fuldt læssede sportsur er beskyttet af safirglas og har en titanium/stål-ramme. Pris: 4200 kr.

Motorola Z2 Force Edition

ShatterShield-skærmen er en drøm for enhver, der har det med at tabe sin smartphone på gulvet. Pris: 5700 kr.

Tech21 Evo Check Case og Glass Screen Protector

Dette letvægtscover giver tre lag beskyttelse, og skærmbeskytteren hindrer, at glasset knækker. Pris: 290 kr.

Del denne