Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lækker entusiastløsning

Ud over en mere lækker finish og at den er både større og tungere end andre modeller, er det svært at se, hvorfor denne Onkyo skal koste så meget.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er ikke hurtigere til at loade discen end andre afspillere – faktisk noget langsommere! Menuerne er avancerede, men ikke specielt brugervenlige, og fjernbetjeningen er en skuffende plastiktype med grimme knapper.

Men inde i maskinen bruger man en billedchip, der er den samme, som man bruger i professionelle videoscalere, og den giver mulighed for at sende billedsignalet ud i den reneste form.

Når du sætter den til, vil du opdage, at den leverer en billedkvalitet, som er i særklasse. Sæt en hvilken som helst BD-film på, og du kan se, at farverne har mere dybde og substans.

Sæt en film på, som er godt optaget, og du vil se, at den har mere ro, mere dybde og i det hele taget bare et billede, som er yderst betagende. Her kan du se film i timevis uden at blive træt.

Dertil er der markant forskel fra denne afspiller og til andre modeller, hvis du har et surround lydanlæg på. Lyden fra Onkyo er klasser bedre, mere præcis og velopløst. Alt lagt sammen synes vi, prisen på 6.000 kroner er i orden.

DATATID MENER:

Fantastisk afspiller til entusiasten, der får en high-end maskine, der kan måle sig med de bedste!