Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lækker Android-mobil uden danske snit

Med Milestone er Motorola for alvor tilbage med en af markedets hotteste mobiler.

Af Jeppe Bo Pedersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den har et flot, slankt design med testens største og mest krystalklare skærm på 3,7 tommer og en imponerende opløsning på 854 gange 480 pixel. Samtidig slår den lige akkurat Nokia N900 i kampen om at have det lækreste interface.

Ikoner og menuer ser indbydende ud, og telefonen reagerer raskt på tryk. På softwaresiden er Android-telefonen en drøm for flittige brugere af Googles tjenester ved fint at smelte sammen med både Gmail, Gtalk, Maps, Picasa, Youtube og Calendar, både særskilt på telefonen og med mulighed for at synkronisere med indhold på dine forskellige web-tjenester.

Desværre mangler Google Docs endnu, så her må du til pengepungen og købe alternative, mobile kontorpakker, som DocumentsToGo.

Milestone kan multitaske mellem seks programmer ad gangen, som der skiftes mellem via en touch-tast på telefonens forside. Her er også en smart søgetast, som kan sende søgeord i retning af både programmer, dokumenter, kontakter på telefonen og Google.com.

Selve det fysiske tastatur virker stabilt med fire rækker taster og en lille navigationsfirkant, som gør det fint ud for piletaster og museklik.

Tasterne er dog ikke de letteste at skrive på med sin meget flade og hårde udformning – og der er ikke æøå.

Det er i det hele taget ikke lutter lagkage at lege med mobilen her på breddegraderne, for Milestone rummer hverken dansk menu eller ordbog (ordbog kan dog downloades via Android Market).

En smart søgefunktion hvor du skrotter tasterne og i stedet indtaler et søgeord i mikrofonen, fungerer også kun på engelsk.

Da vi samtidig oplevede en lidt ustabil omgang med trådløst netværk, er denne designperle ikke helt så pletfri, som det ydre indtryk forfører brugeren med.

DATATID MENER:

En tæskelækker, toptunet mobil uden dansk menu og tastatur.