Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lækker teknik: Her er de nye AMD Ryzen cpu’er

Den nye serie af Ryzen cpu’er er nu klar i butikkerne efter lidt begyndervanskeligheder. Her er en introduktion til det nye hold ...

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De er alle en forbedring af den anden generation af cpu’er, og de nye 3000-serie processorer har deres egne kølere, men holder stadig et prispunkt, der gør dem særdeles konkurrencedygtige i forhold til Intels udvalg. Takket være PCIe 4.0-understøttelse kan disse cpu’er danne basis for det hurtigste og mest gnidningsløse system på markedet.

AMD tager sig også stadig af folk med et stramt budget. Med processorer i alle priskategorier er der et godt udvalg til alle, der vil bygge en ny computer. Du bemærker måske, at vi ikke har high end Ryzen 9 3900X med i samlingen – men vi har allerede prøvet den – og den er fantastisk.

1 AMD Ryzen 3 3200G

Med en pris på omkring 800 kr. og en potentiel maksimum clock-hastighed på 4,0 GHz, er denne quad core-chip udstyret med AMD’s egen Radeon Vega 8 integrerede grafik, hvilket gør den til den perfekte processor til et prisvenligt pc-projekt uanset, om du skal bruge den til kontorarbejde eller til at minere kryptovaluta.

2 AMD Ryzen 5 3400G

Den første Ryzen 5-processor i 3000-serien er 3400G, der repræsenterer et betydeligt skridt op fra 3200G – hvis du spytter lidt ekstra penge i kassen. Integreret Radeon Vega 11-grafik, et 4,2 GHz boost clock og en Wraith Spire-køler gør, at Ryzen 5 kan håndtere større arbejdsbyrder uden behov for en diskret gpu.

3 AMD Ryzen 5 3600

Her er der ingen integreret grafik, men denne processor til omkring 1600 kroner leverer 12 tråde og 32 MB L3 cache. Det gør den til et solidt valg for alle, der vil bygge et nyt system. Den har den mindste Wraith-køler i dette udvalg (Wraith Stealth), så vælger du denne, bør du måske opgradere til en ny køle-løsning.

4 AMD Ryzen 5 3600X

En direkte opgradering til Ryzen 5 3600, er X-varianten, der er i stand til at nå lidt højere clock-hastigheder end dens lillebror, men derudover er der ikke den store forskel. Den har dog en større køler, der er klar til at håndtere den ekstra varme, der bliver genereret af overclocking. Et godt valg til entusiaster på et budget.

5 AMD Ryzen 7 3700X

Nu kommer vi til de gode sager. Prisen stiger kraftigt, når du når Ryzen 7-processorerne, men de leverer stadig god værdi for pengene: Otte kerner, 16 tråde og lækre RGB-effekter på Wraith Prism-køleren gør, at dette er en kvalitetsprocessor, og det er en, vi tror, vi vil se i mange hjemmebyggede systemer.

6 AMD Ryzen 7 3800X

3800X er en anden opgradering, der er lige ud af landevejen, og den bygger på 3700X. Selvom det ikke er nemt at overclocke denne processor, så er det næppe nød-
vendigt takket være en clock-frekvens på hele 3,9 GHz. Den termiske designeffekt springer imidlertid fra 65 W til 105 W med denne cpu, så du skal være forberedt på, at den samlede system-køling kommer på arbejde.