Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lad Android-mobilen overtage computerens arbejde

Læs her, hvordan du forvandler en håndholdt enhed til en alsidig
maskine, der er den ideelle modpart til en skrivebords-pc.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man kan gøre masser af glimrende ting med en pc, og man kan udføre mange af dem uden at komme i nærheden af selve maskinen. Vi hører hele tiden, at internetopkoblede enheder bliver gjort til minicomputere. Det kan være rigtigt på papiret, men efterhånden som quad core-processorer bliver normen, er det ikke hardwaren, der gør smartphones og tablets så alsidige.

Den rette software – apps, som det hedder i smartphone-jargonen – kan give adgang til mange af de opgaver, som man er vant til at udføre på pc’en. Man kan printe dokumenter, få adgang til filer i et cloudlager og endda styre, hvad ens torrents gør midt om natten. Med en Android-smartphone har du adgang til en lang række apps, der kan gøre alle disse ting og mere til, og mange af dem er gratis.

Nemmere præsentationer

Udsigten til at rejse sig og levere en præsentation er skræmmende nok i sig selv. Man har ikke brug for, at et PowerPoint-dias går i fisk halvvejs inde i forløbet. Hvis du vil undgå skuffelser hos kunder eller kolleger, kan du have en backup-præsentation i lommen ved hjælp af Remote PowerPoint OpenOffice – for en sikkerheds skyld.

Denne app er gratis, og med den kan du lave PowerPoint- og OpenOffice-præsentationer fra en Android-telefon. Først skal du lade din pc kommunikere med app’en ved at installere desktop-applikationen fra www.vrallev.net. Dernæst skal du anføre den mobile apps forbindelsesindstillinger og pege den i retning af den fil, du vil præsentere. Når du så åbner app’en på Android-enheden, kan du få adgang til præsentationen og køre den, uanset hvor du er, forudsat at du har en WiFi-forbindelse.

Læs også:Sådan vil apps forandre din verden

Cloud-filbrowser

En af de fine ting ved moderne computere er evnen til at bruge cloud computing som et pålideligt lagermedium, hvorfra man kan få adgang til sine filer over hele verden. Dropbox er et af de mest populære værktøjer til fjernadgang, simpelthen fordi det er så intuitivt. Åbn Dropbox på pc’en. Nu får du en speciel mappe, der giver mulighed for at trække og slippe filer til og fra cloudlageret på få sekunder, samtidig med at de alle er synkroniserede.

Android-app’en leverer den samme funktionalitet og giver adgang til alting, når du er på farten, og du kan uploade data over både WiFi og 3G – en stor fordel for mobilbrugere. Når du er logget ind, kan du få adgang til dine mapper på nøjagtig samme måde, som man gør i desktopudgaven. Dropbox uploader også automatisk billeder og videoer. Du kan endda tilføje en række fikse plugins, herunder tredjeparts-apps til udskrivning, for eksempel Cloud Print.

P2P overalt

Peer to peer-download er glimrende, når du skal skaffe open source-software. En af de mest populære måder at få adgang på går via BitTorrent-applikationer, og uTorrent er en af de bedste. Torrent-systemets væsen betyder, at du nemt kan hente en fil ved en rimelig hastighed uden at overbelaste serveren, idet belastningen bliver delt mellem den, der downloader filen, og den, der leverer den. På trods af deres omdømme er torrents ikke udelukkende illegale filer, der er fulde af beskidte bytes – mange små virksomheder bruger dem til at undgå at skulle betale store summer hver måned til website-hosting.

Android-versionen af uTorrent er en fantastisk metode til at downloade filer uden at røre pc’en. Så snart du finder filen på telefonen, kan du sætte maskinen i arbejde, tilføje torrents, styre deres aktiviteter på farten og tjekke, hvornår de stopper. Når du har downloadet en fil til din hjemme-pc, kan du se den på sin Android-enhed.

Læs også:6 praktiske apps

Gang i grafikken

Hardware-overclocking har i tidens løb været forbeholdt de mere seriøse computerentusiaster, men nu er det meget nemmere takket være applikationer, der gør alt det hårde arbejde – og forhindrer, at du kommer til at smadre din kostbare hardware. MSI Afterburner er et populært stykke software til grafikoverclocking. Med det kan du nemt justere grafikkortets ydelse uden at besidde større teknisk viden.

Processen er endnu nemmere, hvis du installerer Android-udgaven. Den komplementerer ikke blot pc-applikationen; den mobile app erstatter helt brugerfladen. Desktop-værktøjet skal stadig køre over pc’en, så det kan kommunikere med den mobile app og indføre de nødvendige ændringer på maskinen, men alt bliver styret via telefonen.

Det er helt oplagt – du kan ændre spænding, clockfrekvens og andet, og du kan overvåge og justere værdierne, mens du er i fuld gang med et spil. Det betyder, at du kan se ændringerne uden at behøve at skifte mellem vinduerne.

Overvåg live video

En Android-video kan bruges som modtager, så du kan se webcam-feeds fra telefonen ved hjælp af en ip-viewer (se boksen Sådan monterer du hurtigt et sikkerhedskamera). Der er også værktøjer, hvormed du kan gøre telefonen til et webcam, så du for eksempel kan holde øje med børnene, mens de sover.

BabyCam Monitor er et værktøj til netop dette formål. Når app’en er downloadet til Android-telefonen (den koster 17,50 kroner), anbringer du telefonen ved siden af det sovende barn. Det er praktisk, hvis du har en form for stativ. Nu kan du sende en live videostream til pc’en i et andet værelse i huset.

Hvis børnene er fløjet fra reden, vil du måske bruge IP Cam Viewer på en Android-enhed i forbindelse med et sikkerhedskamera eller et webcam, hvis du er bange for indbrud – eller for at de voksne børn vender tilbage.

Telefonen kan gøre mange gode ting for pc’en, og mange af funktionerne kan styres på afstand. Det omvendte kan også lade sig gøre. Pc’en kan være med til at holde telefonen opdateret med den nyeste information, og det er en fin måde at tage backup af filer fra telefonen.

Du kan for eksempel bruge synkroniseringssoftware til at sikre dig, at de ændringer, du foretager på pc’en eller på telefonen, automatisk bliver synkroniseret, når du kobler sig på igen. Android Sync Manager klarer det ved at transportere ting som Outlook-kontakter, fotos, videoer og kalenderoplysninger, så du er sikker på at have den seneste og mest nøjagtige information på dig hele tiden.

Når pc’en og telefonen skal arbejde i harmoni, skal du begynde med at installere desktop-applikationen herfra og derefter downloade mobiludgaven til din telefon via Google Play. Du bliver bedt om at skrive en pinkode og telefonens ip-adresse på begge enheder, således at de kan kommunikere sikkert med hinanden.

Når du slår funktionen Autosync til i ’Settings > Autosync’, bliver opdateringerne øjeblikkelig synkroniseret, hver gang du forbinder din Android-enhed til dit WiFi-net. Denne app er kolossalt nyttig. Foruden at synkronisere filer fra pc’en til smartphonen og omvendt gør den det også muligt at tage backup af tekstbeskeder, installere Google Play-apps lokalt og redigere musik på telefonen. Det bedste af det hele er, at den er ganske gratis.

Brug Teamviewer til at se din pc på din telefon

1. Hent Teamviewer
Ligesom med andre applikationer til fjernforbindelse skal du have den lokale version installeret på din pc, før du kan bruge smartphone-applikationen til at lave ændringer på skrivebords-pc’en. Du kan hente Teamviewer på www.teamviewer.com. Klik på ’Download’. Den er gratis til personligt brug, men virksomheder skal betale.

2. Opret kontoen
Når download-processen er slut, skal du installere exe-filen. Vælg ’Individual account’, og skriv et kodeord til kontoen. Hvis du vil føje din aktuelle pc til en liste over andre Teamviewer-computere, kan du logge på din konto – ellers er det ikke umagen værd.

3. Fuld adgang
Brug dit login-id og kodeord til åbne Teamviewer-app’en. Klik dernæst på ’Connect to partner’. Nu har du en miniatureudgave af din pc’s skrivebord på din Android-enhed. Du har adgang til musen, tastaturet og tilmed den essentielle funktion [Ctrl]+[Alt]+[Del].

Få ro i sindet, mens du er ude at føjte

1. Anskaf et webcam
Hvis du ikke allerede har et, skal du have fingrene i et
webcam, som du kan montere på din pc. En hvilken som helst type kan bruges, selvom et hd-kamera giver en bedre kvalitet. Nu skal du gøre dit webcam tilgængeligt over internettet, og til det formål skal vi bruge Yawcam.

2. Installer Yawcam
Yawcam er gratis. Hent det på www.yawcam.com, og installer det.
Når du åbner programmet, skal du gå til ’Settings > Detect webcam’ og vælge dit kamera på listen. Slå alle indstillingerne i kontrolpanelet til, og gå derefter til ’Settings > Edit settings’, og klik på ’What’s my URL?’ i Connection-kategorien. Noter forbindelsesoplysningerne.

3. Få forbindelse til dit webcam
Den overvågningssoftware, vi vil bruge, hedder TinyCam Monitor. Download den app til din telefon, luk den op, og tryk på funktionen ’Manage cams’. Vælg muligheden for at tilknytte et nyt kamera, og giv det et navn. Under ’Camera vendor’ vælger du nu ’Yawcam’, hvorefter du skriver den ip-adresse og det portnummer, du fandt tidligere. Nu kan du se dit webcams output ved at gå til hovedmenuen og trykke ’Live view’. Der findes også en betalingsversion af app’en med flere funktioner.

Send dokumenter fra din smartphone trådløst til printeren

1. Hent Google Chrome
Den nemmeste måde at udskrive trådløst på består i at gøre det fra
Google Cloud Print i Chrome-browseren. Det første du skal gøre, er at downloade og installere desktopversionen fra www.google.com/chrome. Derefter starter du browseren og klikker på skruenøgle-ikonet øverst til højre.

2. Tilføj printere
Det næste består i at begynde at tilføje dine printere til Google
Clouds liste. Gå til ’Options > Under the hood’, og klik dernæst ’Sign in to Google Cloud Print’. De printere, der er installeret på din pc, bliver automatisk føjet til listen, og du kan tilføje flere, hvis du er fornøjet med softwaren.

3. Installer Google Cloud Print
Nu da printeren er parat til at modtage opgaver, kan du installere Cloud Print-app’en til Android. Vælg den Google-konto, der er knyttet til din Cloud Print-tjeneste. Tryk ’Next’. Vælg printertype – i vores tilfælde var det en gammel model, og vi valgte derfor funktionen ’Other printers’.

4. Hvor skal der printes fra?
På dette stade er det værd at bemærke, at mange nye printere er parate til Cloud Print og fungerer uafhængigt. Men hvis du bruger en ældre model, skal din computer være tændt, for at app’en kan virke. Klik på ’Next’. Vælg, hvorfra du ønsker at udskrive, ud fra listen på den næste side.

5. Skift printer
Når du er færdig, kan du prøve at udskrive en testside for at se, om opsætningen fungerer. Du kan også springe dette trin over ved at trykke ’next’ og gå direkte til hovedmenuen. Hvis du vil skifte printer undervejs, skal du trykke på ’Printer management’ og vælge en anden på listen.

6. Så skal der skrives ud
Tryk ’Local’ på menuen, og vælg ’Files’ for at udskrive noget, der ligger på telefonen. Du vælger filen og trykker ’Click here to print’. Det er ikke alt – en af app’ens bedste funktioner er evnen til at udskrive masser af ting, man kan finde online. Tryk ’Web’, så kan du se, at du kan udskrive e-mails og sågar fotos i Facebook-app’en.

Android-app’en kan udrette vidundere for din pc, og det ser ud til, at de også snart kan blive en integreret del af dit Windows-operativsystem. BlueStacks er et program, der i øjeblikket er i beta på Windows 8-platformen. Med det kan du bruge alle dine Android-apps inden for rammerne af Windows, som om de var Microsofts egne produkter. Det er en slags virtuel Android-pc, og det ser ud til at lade sig integrere glimrende og uden gnidninger med sin partner.

Det virkelig spændende ved BlueStacks er forventningen om lanceringen af Windows 8 senere på året. Vi har til gode at se, hvor godt det nye operativsystem understøtter softwaren, men hvis du frygter, at der bliver mangel på apps til det nye operativsystem, giver BlueStacks dig adgang til cirka 400.000 fra Google Play. BlueStacks i Windows 8 burde passe perfekt ind blandt den flisebelagte Metro-brugerflade og Windows-apps.

Man vil næppe kunne se, at det er en tredjeparts-plugin. Der er intet, der tyder på, at Windows 8 ikke får glimrende app-understøttelse, men ville det ikke være godt at få det bedste fra begge verdener?

Læs også:Kør Android-apps på din Windows-pc

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Det skal du bruge:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]