Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: LaCie Rugged SSD: Gummidrev med heftig pris

LaCies drev tåler det meste og er både hurtigt og pålideligt, men det koster også kassen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det overlever fald fra tre meters højde, holder til en dukkert og tåler at blive tromlet over af et to tons tungt køretøj.

Det gummiklædte drev i den velkendte orange LaCie-farve er skabt til vilde fotoeventyr, arbejdslivet på en byggeplads eller andre scenarier, hvor du vil holde filerne sikre under usikre forhold.

Fleksibelt drev

Især for den, der arbejder med foto og video, er det afgørende, at drevet har tilstrækkelig ydelse til at holde ventetiderne på udholdeligt niveau, når du flytter store video- eller raw-filer.

Rugged SSD er ikke det hurtigste i verden, men hurtigt nok til at udnytte portene i de fleste af dagens bærbare pc’er til det yderste.

Det understøtter både USB 3.1 gen. 2 og Thunderbolt, så pc- og Mac-brugere kan uden problemer dele filer. Det fungerer endda også med iPad Pro.

Hårdført og dyrt

Der er anvendt et NVME-baseret drev. Læse og skrivehastigheder er angivet til 1050 MB/s. Det holder stort set. Vi fik 997 MB/s og 839 MB/s i CrystalDiskMark, hvor drevet også scorede fin responstid og flot ydelse i tilfældige operationer.

Prisen er dog ret voldsom og stikker kun endnu mere af, når kapaciteten vokser. Rugged SSD er dog unægtelig et lækkert drev, så hvis prisen er underordnet, er du sikret høj kvalitet her.