Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kvinderne sidder tungt på Facebook og Instagram

De færreste er i tvivl om, at Facebook er danskernes foretrukne sociale medie. Men hvis man tror, at kønnene statusopdaterer, deler fotos og tjekker ind på lige fod, tager man fejl. En ny undersøgelse viser, at danske kvinder er overrepræsenterede på Facebook og Instagram, mens mændene dominerer på LinkedIn og Twitter.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ifølge nye tal fra Microsoft har næsten otte ud af ti danske kvinder en Facebook-profil, mens det samme kun gælder for lidt over seks ud af ti mænd. Endnu mere dominerende er forskellen dog på Instagram, hvor dobbelt så mange kvinder som mænd har en profil. Og grunden er meget simpel ifølge it-entreprenør og forfatter Natasha Friis Saxberg:

”Når det kommer til teknologi, er kvinder og mænd grundlæggende forskellige. Kvinder er meget drevet af det sociale. Udover, at teknologien på en eller anden måde skal have et formål og gøre livet nemmere, så skal den appellere til kvindernes sociale gen. Netop Instagram og Facebook handler om at holde sig ajour med, hvad der sker i netværket og er gode værktøjer til at følge med i hinandens liv.”

Men mens kvinderne dominerer på Facebook og Instagram, har mændene først og fremmest taget LinkedIn og Twitter til sig. Tre ud af ti mænd har en LinkedIn-profil sammenlignet med to ud af ti kvinder. Og på Twitter er forskellen særligt udtalt – her har knap dobbelt så mange mænd som kvinder en profil.

”Vi kan se, at mænd helt grundlæggende er mere informationsdrevne – de søger den rå information og nyhedssites, hvor de kan holde sig opdaterede omkring de seneste nyheder eller sport. De har ikke i samme omfang brug for den ”digitale nærhed”, som kvinderne har, og bruger derfor ikke medierne i samme grad til at dyrke deres sociale liv,” siger Natasha Friis Saxberg.

Google+ er til gengæld noget, der appellerer til begge køn – 48 procent af danskerne benytter sig, ifølge undersøgelsen, af Google+, heraf 50 procent mænd og 46 procent kvinder.

Det sociale flytter ind på arbejdspladsen

At danskerne er aktive på de sociale medier i deres fritid kommer ikke bag på nogen. Til gengæld ser Nana Bule, der er direktør for Consumer Channel Group hos Microsoft, en hastigere udvikling mod at bringe det digitale, sociale liv ind på arbejdspladsen:

”De sociale medier hjælper i høj grad danskerne til at komme i kontakt med hinanden i en travl hverdag. Og på en arbejdsplads fungerer det ligeså godt som i privatlivet, fordi det mindsker e-mail-byrden, og gør det nemt at dele oplysninger og nyheder med kollegaerne og ikke mindst sparre på arbejdsopgaver i et mere uformelt forum. Og fordi det efterhånden er en så integreret del af danskernes hverdag, er de i stigende grad begyndt at efterspørge sociale værktøjer som fx Yammer på arbejdspladsen,” siger hun.

Fakta fra undersøgelsen

Danskernes it-udstyr

* 66 procent af danskerne har en smartphone, heraf 68 procent kvinder og 64 procent mænd
* 80 procent af danskerne har en bærbar PC, heraf 80 procent mænd og 81 procent kvinder
* 37 procent af danskerne har en tablet, heraf 36 procent mænd og 38 procent kvinder

Danskerne på de sociale medier

* 70 procent af danskerne er på Facebook, heraf 63 procent mænd og 78 procent kvinder
* 23 procent af danskerne er på LinkedIn, heraf 27 procent mænd og 20 procent kvinder
* 10 procent af danskerne er på Twitter, heraf 13 procent mænd og 7 procent kvinder
* 10 procent af danskerne er på Instagram, heraf 6 procent mænd og 13 procent kvinder
* 48 procent af danskerne er på Google+, heraf 50 procent mænd og 46 procent kvinder

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget for Microsoft Danmark af Radius Kommunikation via Epinions Danmarkspanel. Der blev indsamlet 999 interviews i perioden 9. oktober til den 16. oktober 2013. Analysen er udført blandt danskere i alderen 18-75 år og udsendt repræsentativt for den danske befolkning i forhold til køn, alder, uddannelse og region og efterfølgende vægtet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere