Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kunstig intelligens laver bilreklame

IBM’s intelligente Watson-program har skrevet drejebogen til en tv-reklame for den nye japanske luksusbil Lexus ES. Resultatet er en blanding mellem et realityshow og en torturvideo, men overvældende logisk og aldrig set før.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Computeren blev fodret med en lang række prisvindende annoncer for luksusprodukter med tilhørende oplysninger om forbrugerrespons og bilproducentens egne retningslinjer for annoncering og udfærdigede på den baggrund et Lexus reklamespot. Resultatet blander realityshow med billeder fra en henrettelse (dog af en bil i form af en crashtest), og der er mange følelser i spil, men historien er overordnet logisk og fornyende.

Den drevne filmklipper

I starten af året bad den navnkundige afdeling for luksusbiler under japanske Toyota sit reklamebureau The&Partnership London sammen med samarbejdspartneren Visual Voice om at udfærdige en reklamevideo i forbindelse med den europæiske lancering af en helt ny elektronikspækket Lexus ES executive sedan. Og da besluttede kunde og bureau i forening at forsøge noget, verden aldrig før havde set. Reklameteamet inviterede nemlig IBM’s intelligente computerprogram Watson, der i anledningen tog plads i en supercomputer, til at give et skud. Watson-programmet blev fodret med 15 års reklamer, der alle havde inkasseret Cannes Lions internationale priser for kvalitet og kreativitet. Tilbage i 2016 havde Watson vist sine evner ved at klippe en trailer til en spillefilm sammen af en række tilfældige sekvenser og scener, og maskinen syntes dengang at have en ganske god fornemmelse for menneskelige følelser. Så det lå på mange måder lige for denne gang at lade maskinen opfinde hele handlingen i reklamespottet fra start til slut, idet AI-programmet fik helt frie tøjler. For at resultatet dog ikke skulle blive for kedeligt og teknisk bilfokuseret, præsenterede man også Watson for adskillige reklamefilm fra andre luksusprodukter såsom bl.a. Burberry, Louis Vuitton og Mulberry. Bare for at maskinen skulle få ”the feel of it”.

Watson blev også gjort bekendt med forskellige typer af menneskelig respons på en række annoncer og reklamespots for biler samlet af MindX, der er afdelingen for anvendt videnskab under University of New South Wales, for at få en fornemmelse for, hvilken type af billeder, situationer, lyde og endog stemmer, som mennesker generelt reagerer mest positivt på. Endelig modtog Watson information om Lexus’ egne interne PR-retningslinjer – som det gælder for luksusmærker ofte er særdeles skarp og stringent og ikke egnet for almindelige forbrugere at have kendskab til – hvorefter maskinen blev ladt i fred til at gumle løs på denne foderblanding.

Resultatet blev en kort, overraskende og noget anderledes synops, der først blev tilbudt mere bilreklamefilmsvante instruktører, men de følte sig for stort set alles vedkommende skræmt af konceptet og turde ikke rigtigt binde an med noget så uprøvet og kontroversielt. Til sidst kontaktede reklamefolkene derfor den anerkendte instruktør Kevin Macdonald, der bl.a. huskes for sin Oscar-vindende dokumentarfilm En dag i september, der i 2000 blev udvalgt som årets bedste.

Den flotte nye Lexus ES ruller intetanende ud fra fabrikken mod den visse tilintetgørelse.

Macdonald har senere udtalt, at han var meget skeptisk i starten og tvivlede virkelig på, at Watson ville komme op med noget som helst anvendeligt og brugbart. ”Jeg kunne ikke i mit stille sind lade være med forestille mig, at jeg sikkert måtte omskrive computerens manuskript ganske meget for at kunne bruge det, men hvad Watson leverede er i alt væsentlighed også det, publikum ser i reklamen. Tilmed beskrev maskinen sine pointer meget detaljeret til ret stor forskel fra det materiale, jeg almindeligvis arbejder med.”

Computeren står på maskinens side

Watsons reklameforslag har en forbavsende sammenhængende og logisk historie samt opbygning og koncentrerer sig sjovt nok om temaet ”maskine mod mennesket”, hvor bilen er det uskyldige offer, der dog klarer sig til allersidst, men inden da har følelserne fået på alle tangenter:
En Lexus ingeniør kærtegner og polerer den spritny Lexus-bil i futuristiske og tekniske omgivelser. Ingeniøren føler klart, at bilen er hans barn, og bilen kvitterer spontant ved at tænde lyset og blinke med sin avancerede intelligent elektronik i kabinen. MEN samhørigheden skal snart nå sin afslutning, fordi ingeniøren ved, at bilen nu skal sendes alene af sted til en crashtest. Han ser grådkvalt sit firhjulede barn rulle ud fra fabrikken for at køre ad en snoet vej til testcentret. Her er omgivelserne mørke og middelalderlige, og en anden bil, der netop har været igennem testen, slæbes komplet smadret og ødelagt væk. Det er nu den stakkels nye Lexus tur til at blive spændt fast til et torturkammerlignende spil, der skal trække bilen frontalt ind i en stor truck med rustne kæder og wires. En paparazzofotograf kommer til stede, og en kvindelig nyhedsreporter rapporterer ophidset fra begivenheden, mens bilingeniøren og hans datter sidder neglebidende tilbage foran en tv-skærm, hvilket får reklamen til at minde om en slags reality-tv blandet med en snuff-video af en virkelig henrettelse. Men i sidste øjeblik aktiverer bilen sine automatiske katastrofebremser og stritter voldsomt imod. Den årvågne Lexus undgår dermed at blive knust og destrueret, og ingeniøren og hans datter falder hinanden om halsen til lyden af  pumpende hjerteslag.

Jo jo, og filmen er da også i samtlige 90 sekunder spækket med typiske spændingsfilms-klicheer såsom lysopsætning, hvide stofhandsker, droneoptaget kørescene, bekymret reporter osv.

Fortælleren er selv en maskine

Reelt kan vi som publikum ikke vide, hvor meget der er Watsons eget forslag, og hvor meget, der er filet lidt til af den menneskelige instruktør. Men under alle omstændigheder peger udviklingen klart hen imod maskiner, der rent faktisk udviser kreative evner og helt ”bevidst” finder de rigtige knapper, de så at sige skal trykkes på for at gå rent ind hos et menneskeligt publikum. Og her er reklamer meget mere oplagt til at afprøve kunstig intelligens end musik, film, kunst og underholdning. Og virkningen kan klart måles og bruges af en maskinlæringsalgoritme til at forbedre sig selv.

En af de befriende kvaliteter ved en computerskabt reklamefilm som denne frem for et konventionelt PR-spot skabt af kreative folk på et reklamebureau er nemlig, at computerprogrammet ikke trækkes med fastgroede fordomme og en bevidsthed om, hvad der er realistisk, og hvad der ikke er. Watson dikterede eksempelvis, at bilingeniøren skulle græde, da hans Lexus ES rullede bort fra ham. Det vil en bilingeniør formentlig aldrig gøre og da slet ikke en fra Japan. Desuden ligger der gennem filmen mere end en antydning af, at reklamen i virkeligheden handler om en maskine, og at fortælleren også er en maskine, der identificerer sig med sin ”hovedperson”.

Men den ”intelligente” Lexus-reklame er og bliver stadig en bilreklame, og hvis målet har været andet end at gøre os opmærksomme på, at der findes sådan en bil, uden at vi nødvendigvis bliver tændt på at få yderligere oplysninger om køretøjet, har Watson måske skudt noget over målet. Men når det er skrevet, skal det også med, at det er ganske frækt at sende et AI-produceret reklamespot for sit firhjulede produkt ud på alle lukkede kanaler og medier over hele Europa og samtidig åbent berette historien bag.  Det kan da ikke undgå at vække interesse. Foreløbig er der dog ingen planer om at køre spottet på rigtige reklamebetalte tv-kanaler.

Til gengæld skal du nok være forberedt på fremover at se professionelle reklamebureauer gribe denne og enhver anden mulighed, når en opgave skal løses. Du kan selv se videoen, der ud over skabelsesprocessen af reklamen også viser selve spottet, der har fået den for så vidt ganske spidsfindige titel “Driven by Intuition” på

https://www.youtube.com/watch?v=BhKw71AeOg4