Home » Internet » Kronisk online
Kronisk online

Kronisk online

Share

Internettet giver os mange glæder, men har du overvejet om dit web-forbrug er ved at tage overhånd?

Jeg har fået abstinenser, eller rettere, det har jeg haft i adskillige dage. Ikke efter alkohol eller andre vanedannende substanser, næ – efter en onlineforbindelse.

Lige nu er mit behov for en internetforbindelse dog dækket, men jeg kan godt se, at jeg nok hurtigt kan ramme ind i dem igen.

Det hele startede med, at min kæreste og jeg flyttede sammen for ikke så længe siden. Det betød en masse praktiske opgaver fordelt over adskillige dage, og i samme omgang blev vores respektive internetforbindelser også nedlagt og derefter flyttet til vores nye adresse.

Det lyder ikke så slemt vel? Det var det vel i bund og grund heller ikke – og så alligevel. For efter et par dage uden internetforbindelse, gik det op for mig, at jeg ikke kunne tjekke mail, surfe på nettet, eller slå informationer op på nettet (hvilket jeg gør i stor udstrækning).

At jeg ikke kunne spille mit MMORPG World of Warcraft var i denne sammenhæng en mindre ting, og faktisk ikke en jeg savnede, men jeg følte mig godt amputeret uden en internetforbindelse i huset.

Et par dage efter flytningen skulle internetforbindelsen så være klar, men så viste det sig, at der var kompatibilitetsproblemer mellem det delefilter, jeg skulle sætte på mit tv-stik og tv-stikket – de passede ikke sammen. Det opdagede jeg naturligvis først sent om aftenen, og måtte lide endnu en dag, inden jeg kunne få indkøbt et tv-stik af standardiserede dimensioner.

Næste problem meldte sig så, for jeg fik stadig ikke signal igennem til min router, og igen var det blevet for sent til at ringe til supporten, hvilket min kæreste så ville gøre dagen efter. Her knækkede jeg og valgte at fyre op under min iPhone og logge på såvel min privatmail som min arbejdsmail bare for at føle, at jeg havde et liv. Jeg valgte dog (af solidaritet med min kæreste) at logge af igen, men mine abstinenser var stillet en anelse.

Det var nu onsdag, jeg var mødt på arbejde igen, og det var hele fem dage siden, jeg sidst havde været online. Der lå naturligvis en masse arbejde og ventede på mit skrivebord, og min arbejdsmail bugnede.

Men det første, jeg gjorde, var at logge på min privatmail og få læst den igennem. Jeg må nok indrømme, at jeg blev en anelse skuffet, for der var kun to mails, som jeg faktisk skulle svare på. Resten var spam eller reklamemail. Men skuffelsen til trods så var jeg glad for igen at være på nettet at kunne surfe og ikke mindst søge efter informationer.

Men der gik ikke længe, inden der manglede noget – nemlig muligheden for at skrive med min kæreste på msn. Hun var hjemme uden netforbindelse, så det var ikke muligt at være i onlinekontakt med mig. Stor var glæden da også, da hun pludselig kom online – teknikeren havde løst netproblemerne.

Hvor er det frygteligt, at vi er nogen, der i den grad ikke kan undvære nettet. Da jeg startede i denne branche for næsten 20 år siden, var der ikke noget, der hed emails og internet.

Når vi var på arbejde, så var der kun mulighed for at kontakte kæresten ved en telefonopringning (og ikke via mobil, det var der ikke mange, der havde råd til den gang). Post var almindelig papirpost, og den meste informationssøgning foregik via telefonopringninger.

Internettet har gjort afstanden mellem os mennesker mindre, men har også gjort vores tålmodighed mindre. Vi fordrer svar med det samme, vi forventer kommunikation hele tiden, og det at være online er blevet en del af vores hverdag.

Jeg ved ikke, om jeg kan holde det, men jeg har de største intentioner om at skrue meget ned for mit onlineforbrug i fremtiden. Jeg har ikke lyst til at være afhængig af en onlinetilværelse, når der nu er så mange andre ting i livet, der er sjovere.

Hvordan har du det selv? Er der balance i dine internetvaner, eller trænger du til en kold tyrker? Skrive din kommentar herunder.

[pt id=’2007233′ size=’large’ link=’file’]

 


TAGS
Online

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S