Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kraftig NAS der kan udvides på flere områder

QNAP TVS-463 er en seriøs NAS til mindre og mellemstore erhvervsdrivende.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Prisen alene røber, at QNAPs TVS-463 NAS hører til i den tungere ende blandt 4-bay NAS. Ifølge QNAP hører den logisk hjemme i mellemsegmentet af NAS til SMB (small and medium sized business) segmentet.

Når det kommer til fleksibiliteten og de tilhørende udvidelsesmuligheder, så har TVS-463 endog kvaliteter, der peger på high end-segmentet.
Blandt andet kan de 4 GB ram, som NAS’en er udstyret med, udvides til hele 16 GB ram, og takket være det indbyggede pci-e udvidelsesslot er det muligt at eftermontere to 10 Gbit/s ethernetporte, hvis det skulle blive nødvendigt.

Drevet af AMD-processor

QNAP TVS-463 er drevet af en AMD-G-serie SOC-processor med fire kerner og en taktfrekvens på 2,4 GHz, der er også integreret Radeon HD-grafik. Det er ikke en løsning, vi her på redaktionen har set før, men den har vist sig at være konkurrencedygtig.

I løbet af vores test har NAS’en vist sig at have rigeligt med overskud, i hvert fald i det scenarie, vi kunne opsætte, hvor der kun var trafik til og fra NAS’en fra to computere ad gangen.

Top seriøs SMB NAS med kraftoverskud og seriøse udvidelsesmuligheder. På samme tid fyldt med features til hjemmeunderholdning.

Vi har desuden lavet målinger ved hjælp af Intels NAS Performance Toolkit, hvor vi har målt ydelsen over en 1 Gbit/s ethernetforbindelse. Testen er kørt med fire 3,5" Western Digital Red harddiske på hver 4 GB i raid 6 opsætning. Det har resulteret i en gennemsnitlig hastighed på 75,6 MB/s, 47,3 MB/s i office-testen, samt 92,1 MB/s og 122,3 MB/s i filkopieringstesten henholdsvis fra og til NAS’en.

Det er virkelig imponerende tider med traditionelle harddiske. Monterer man ssd i NAS'en, kan man selvfølgelig opnå endnu hurtigere hastigheder.

Fyldt med features

QNAP TVS-463 anvender det brugervenlige QTS operativsystem, der er nået op til 4.1.4 i skrivende stund. Det er overskueligt, omfattende og giver adgang til en hel masse features til såvel erhverv og private.

Man kan selvfølgelig køre en række forskellige virtualiseringsmaskiner i Virtualization Station, du kan også kryptere dine drev med 256-bit AES hardware accelereret kryptering.

TVS-463 understøtter mange forskellige raid-opsætninger inklusive raid 6 og raid 10. Der er understøttelse af iSCSI, VPN, FTP-server og meget mere i den retning. Man kommer ikke til at mangle en feature, med mindre man har meget høje krav.

Der er også indbygget videotranskoding (ikke i 4K-opløsning) og to HDMI-porte. NAS’en kan takket være QvPC- featuren anvende NAS’en som en letvægts-pc ved tilslutning af tastatur og mus, og man kan via Kodi medieafspilleren se film direkte fra NAS’en (ikke 4K).

Støjniveauet er lavt, den 120 mm automatiske blæser sørger for god udluftning, når det behøves, men den siger ikke ret meget. Effektforbruget med fire 4 GB drev er målt til 60,4 watt i drift, 43,2 watt i idle og 29,1 watt i energibesparende tilstand. I standby kan 0,4 watt nås.