Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Konverteringskunstner til Mac og pc

Konverter audio, video og billeder.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Adapter er et alsidigt konverteringsprogram, der kan konvertere indbyrdes mellem en lang række forskellige billed-, audio- og videoformater.

Det er jo langtfra altid, man sidder med de rette filtyper inden for ovennævnte tre medieformater, når man skal bruge dem. Specielt i forbindelse med, hvis filerne skal anvendes på bestemte stykker hardware, som mobile enheder og lignende.

Det er her, Adapter kommer til sin ret. Selvom det langtfra er en af kernekompetencerne, kan programmet også anvendes til at downloade videoer fra eksempelvis YouTube.

Let at betjene

Adapter er ret enkel at anvende. Man vælger først en kategori, altså video, hvis det er en video, man ønsker at konvertere. Man tilføjer den oprindelige fil ved enten at dobbeltklikke på den eller ved at trække den ind i programmet.

Her kan man, hvis der er tale om en video- eller audiofil, afspille den eller i hvert fald få mulighed for at vise den, hvis der er tale om et billede.

I højre side af programmet er der øverst en folde ud-menu, hvorfra man vælger, hvilken type enhed filen skal konverteres til. Man kan også blot vælge at konvertere til generiske formater, der kan anvendes i mange forskellige sammenhænge.

Indstillingsmuligheder

I højre side findes også en række indstillinger, der rent praktisk omhandler de nærmere omstændigheder ved konverteringen. Man kan vælge, at resultatet af konverteringen skal gemmes i samme mappe som originalen eller vælge
en bestemt mappe at gemme afsluttede konverteringer i. Man kan også vælge at konvertere direkte til iTunes.

Hvis det ønskes, kan filnavnet selvfølgelig ændres. Der er en række indstillinger, der omhandler kvaliteten af konverteringen. Det kan eksempelvis være bitrate i MB/s, frame-rate for video, og hvilken koderingsalgoritme der skal anvendes. Opløsningen af den konverterede fil kan også indstilles. Man kan vælge samme som originalen eller rette den til.

Endelig er der mulighed for at indstille den overordnede kvalitetsniveau ved en skyder i bunden af programmets højre side.

Understøtter mange enheder

Programmet understøtter en lang række hardware, Apples iPod/iPhone/iPad eller Apple TV eksempelvis, men Android-enheder er understøttet, ligesom Xbox 360 og Playstation 3 med mere. Der er også formater, der kan anvendes af en lang række mobile enheder. Af de mere generiske formater kan nævnes mpeg 1,2 og 4, mp4, avi, flv med mere. Af audioformater understøttes mp3, ogg vorbis og aac og endelig ringetoneformatet til iPhones.

Erfaringer

Efter at have leget lidt med programmet virker det til at gøre det, programmet skal, og det på en enkel og forståelig måde. Den kan være, at Windows’ firewall dukker op og siger, at programmet har blokeret nogle funktioner. Men i givet fald godkender man blot, i hvilke sammenhænge man ønsker at kunne bruge programmet. Det går mest på, om man vil tillade brugen af programmet, når man er tilsluttet offentlige netværk.